Bliv busudlejer

Sidst opdateret 19/02/2020
Her kan du læse om krav og retningslinjer til dig, som ønsker at blive busudlejer, samt links til ofte benyttede blanketter.

Tilladelse til busudlejning uden fører

Sidst opdateret 27/01/2020
Du skal have en tilladelse, hvis du vil udleje eller udlåne en bus uden fører til ikke-erhvervsmæssig buskørsel.

Tilladelsen til busudlejning udstedes for en 10-årig periode, hvorefter den skal fornyes.

 

For at få en tilladelse skal du opfylde krav om:

 

  • forretningssted
  • faglige kvalifikationer
  • økonomi
  • restancer til det offentlige
  • vandel og god skik.

 

Faglige kvalifikationer

Du skal have gennemført og bestået et kursus i drift af buskørsels- og busudlejningsvirksomhed, der er godkendt af Færdselsstyrelsen. Kurset afsluttes med en skriftlig prøve.

 

Det er muligt at få dispensation fra kravet om kursus og prøve, hvis du kan dokumentere, at du igennem de seneste 10 år har haft en stilling med overordnede funktioner i en virksomhed, der foretager busudlejning.

Økonomi

Du kan dokumentere opfyldelse af kravet til økonomi ved:

 

  • en erklæring om egenkapital afgivet af en statsautoriseret eller registreret revisor eller
  • sikkerhedsstillelse i form af en garanti stillet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab eller
  • anvendelse af et selskabs seneste årsrapport, som er revideret eller gennemgået af en statsautoriseret eller registreret revisor. Ved nystiftede selskaber lægges den egenkapital, der fremgår af åbningsbalancen, til grund.

 

Størrelsen af egenkapitalkravet/sikkerhedsstillelsen bestemmes af, hvor mange tilladelser, du ønsker. Kravet gælder i hele tilladelsesperioden. Egenkapitalen/sikkerhedsstillelsen er 150.000 kr. for de to første tilladelser og herefter 40.000 kr. for hver ekstra tilladelse.

Revisorerklæring og garanti skal udfærdiges med en særlig tekst, som fremgår af styrelsens vejledning om revisorerklæring og vejledning om garantistillelse.

Restancer til det offentlige

Du kan ikke få udstedt en tilladelse, hvis du har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover.

Styrelsen indhenter oplysninger om forfalden gæld til det offentlige hos Skatteforvaltningen.

Vandel og god skik

Du skal være vandelsmæssigt kvalificeret. Det betyder i praksis, at du ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde fare for nye overtrædelser i forbindelse med driften af busudlejningsvirksomheden.

 

Du skal desuden sandsynliggøre, at du kan drive virksomhed på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Styrelsen kan nægte at udstede en tilladelse, hvis du tidligere:


  • har drevet buskørsels- eller busudlejningsvirksomhed, der har været under konkurs eller
  • under rekonstruktionsbehandling, og årsagerne til de økonomiske vanskeligheder ikke er undskyldelige, eller
  • har været skyldig i et eller flere strafbare forhold, eller groft har overtrådt regler for busudlejningstilladelsen.

Styrelsen foretager en samlet vurdering af, om busudlejningsvirksomheden kan drives på forsvarlig måde. Styrelsen indhenter en fuldstændig straffeattest og eventuelt en udskrift fra Kriminalregisteret for at bedømme din vandel. Eksempelvis kan en ansøger, der tidligere har foretaget ulovlig busudlejning, få afslag på ansøgningen. Overtrædelser vil forældes efter et vist tidsrum.

Virksomhedsform

Driver du busudlejningsvirksomheden som personligt ejet virksomhed, skal du opfylde de ovenstående krav. Drives busudlejningsvirksomheden som aktieselskab, anpartsselskab eller interessentskab m.v., skal tilladelsen ansøges af og udstedes til selskabet.


Selskabet skal have ansat en transportleder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens busudlejning. Der skal foreligge en ansættelseskontrakt for transportlederen, hvoraf det fremgår, at vedkommende er transportleder, samt aflønningen herfor.

Selskabet skal opfylde kravene om forretningssted, økonomi, restancer og god skik. Transportlederen skal opfylde kravene om faglige kvalifikationer, restancer, vandel og god skik.

Ansættelseskontrakt

Hvis transportlederen ikke ejer samtlige anparter/aktier, skal ansættelseskontrakt mellem transportlederen og selskabet indsendes til Færdselsstyrelsen. Det skal af ansættelseskontrakten fremgå, at den pågældende ansættes som transportleder og får et vederlag på minimum 15.000 kr. om måneden.

Endvidere skal det fremgå af kontrakten, hvilke arbejdsopgaver transportlederen skal varetage for selskabet.

Er transportlederen tillige chauffør, skal den pågældende i stedet have overenskomstmæssig aflønning som chauffør og derudover modtage et vederlag på minimum 50.000 kr. om året.

Ansøgning

Ønsker du at søge om tilladelse, kan du indsende ansøgningen via Virk.dk ved brug af digital signatur, eller ved at udfylde og indsende ansøgningsskemaet, som du finder nedenfor.

Før du indsender en ansøgning om bustilladelse til Færdselsstyrelsen, skal din virksomhed være registreret hos Erhvervsstyrelsen og have fået et CVR-nr.

Nærmere oplysninger om, hvordan man får et CVR-nr., findes på Erhvervsstyrelsen.dk. Du kan registrere din virksomhed under "Start virksomhed" på Virk.dk.


Hvad sker der med din henvendelse?

Når vi har modtaget din ansøgning, indhenter vi straffeattest samt oplysning om forfalden gæld til det offentlige.

Hvad kan du forvente?

Du kan normalt forvente at få en skriftlig afgørelse fra os senest 8 uger efter, at vi har modtaget din ansøgning. Du må imidlertid for øjeblikket forvente en forlænget sagsbehandlingstid.


Afgørelsen kan være, at du får tilladelse, eller at du skal bestå det særlige kursus, før du kan få tilladelse. Hvis du får afslag på din ansøgning, får du en begrundelse. Du kan ikke klage over vores afgørelse til andre myndigheder. Du kan dog altid henvende dig til os igen, hvis du mener, at der er grundlag for at få sagen genoptaget.

Ansøgning

Ansøgning om tilladelser til busudlejning uden fører

Brug denne blanket når du vil søge om tilladelse til at udeleje busser til ikke-erhvervsmæssig kørsel
Ansøgning

Ansøgning om fornyelse af tilladelser til busudlejning uden fører

Brug denne blanket når du vil søge om fornyelse af tilladelse til at udeleje busser til ikke-erhvervsmæssig kørsel
Vejledning

Vejledning om dokumentation for egenkapitalkrav ved garantistillelse

Her finder du vejledning og blanket til brug for garantistillelse.

Udlån og udleje af busser uden fører

Sidst opdateret 27/01/2020
Her finder du regler og ansøgningsvejledning vedrørende udlån og udleje af busser uden fører.

Udlejning

Udlejning af en bus (det vil sige et motorkøretøj indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet) uden fører til ikke-erhvervsmæssig personbefordring kræver tilladelse fra Færdselsstyrelsen.

Tilladelsesfrit udlån af busser

Tilladelsesfrit udlån af busser betyder, at man udlåner en bus uden at få betaling.

Ikke-erhvervsdrivende foreninger og klubber og lignende sammenslutninger kan udlåne busser til hinanden, uden at det kræver en tilladelse til busudlejning. I stedet for en tilladelse skal der i bussen ligge en erklæring fra Færdselsstyrelsen om, at der er tale om et tilladelsesfrit udlån.

Krav til tilladelsesfrit udlån

Både den forening, klub og lignende sammenslutning, der udlåner bussen, og den forening, klub og lignende sammenslutning, der låner bussen, skal være ikke-erhvervsdrivende, og bussen skal stilles gratis til rådighed. Det er dog tilladt, at låneren dækker variable omkostninger som f.eks. udgifter til benzin eller olie.

Definition af ikke-erhvervsdrivende klub. m.m.

Begrebet klubber omfatter fritids-og ungdomsklubber, der er oprettet som led i de kommunale klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge (jf. kapitel 10 i dagtilbudsloven). Klubbegrebet omfatter også foreninger og fritids- og ungdomsskoleloven. Klubbegrebet gælder dog ikke, når der er tale om undervisningsvirksomhed.

Erklæring til tilladelsesfrit udlån

I en bus, som er udlånt efter reglerne om tilladelsesfrit udlån, skal man medbringe en erklæring fra Færdselsstyrelsen om, at udlånet er tilladelsesfrit. Kontakt Færdselsstyrelsen, hvis du har brug for en erklæring til tilladelsesfrit udlån og vedhæft den relevante dokumentation.


Der skal vedlægges følgende:


  • Kopi af bussens eller bussernes registreringsattest.
  • Liste over de foreninger, klubber og lignende, som bussen ønskes udlån til.
  • Dokumentation for, at der er tale om låneforhold mellem ikke-erhvervsdrivende foreninger, klubber og lignende sammenslutninger (dokumentation kan f.eks. være kopi af vedtægter for de foreninger m.v. der er berørt af udlånet).