Generelle spørgsmål vedr. køre- og hviletid
Bilen har været ført af en mekaniker, da den var på værksted, skal jeg indsende data på ham også?
Nej, men oplys gerne, hvornår køretøjet har været på værksted og vedlæg gerne bekræftelse fra værksted.
Hvad koster et førerkort?
Prisen for et førerkort er 525 kr.
Hvad koster et virksomhedskort?
Prisen for et virksomhedskort er 525 kr.
Jeg har fået brev om at der er formatfejl/signaturfejl på de digitale filer, hvad har jeg gjort forkert/hvad gør jeg?
Du er nødt til at downloade filerne på ny.
Signaturen på datafilerne er en garanti for, at oplysningerne i datafilerne ikke er beskadiget eller ændret. Styrelsen er bekendt med, at der er aflæsningsprogrammer, der ikke aflæser signaturen på datafilerne og således kan aflæse datafilerne.
Jeg kan ikke nå at sende materialet ind til tiden, hvad gør jeg?
Kontakt Færdselsstyrelsen telefonisk eller send en mail til styrelsen via nedenstående mailadresse med anmodning om forlængelse af frist for indsendelse af materiale. Det bedes oplyst, hvorfor fristen ønskes udsat. Styrelsen vil herefter tage stilling til en evt. fristudsættelse.
-
Kontakt Færdselsstyrelsen
virksomhedskontrol@fstyr.dk
Jeg mener jeg er undtaget, skal jeg stadig sende noget ind, eller er jeg fritaget fra kontrol?
Hvis du mener, at et eller flere af virksomhedens køretøjer er undtaget, skal du redegøre for, hvilken bestemmelse du mener dig undtaget efter samt indsende den fornødne dokumentation.
Jeg skal indsende diagramark men har ikke kørt i starten og i slutningen af måneden, hvad gør jeg?
Så skal du indsende det sidste diagramark fra før kontrolperioden og det første diagramark efter kontrolperioden.
Kan vi sende dokumenter eller anden form for dokumentation med digital post?
Ja, diverse dokumenter og dokumentation kan godt sendes med digital post. Dog skal udskrifter fra takografen og diagramark sendes som fysisk post.
Min fører er i udlandet og jeg kan ikke nå at sende data ind på ham, hvad gør jeg?
Kontakt Færdselsstyrelsen telefonisk eller send en mail til nedenstående mail med anmodning om forlængelse af frist for indsendelse af materiale – alternativt send materialet ind og oplys, hvornår materialet vedrørende føreren i udlandet forventes indsendt.
-
Kontakt Færdselsstyrelsen
virksomhedskontrol@fstyr.dk
Mit førerkort er bortkommet, hvad skal jeg gøre?
Du skal straks anmelde dit førerkort bortkommet hos Politiet og ansøge om et erstatningskort. Hvis du i perioden, hvor du venter på det nye førerkort, skal udføre kørsel omfattet af køre- og hviletidsbestemmelserne, skal du ”køre på strimmel”. En kopi af bekræftet ansøgning om erstatningskort skal medbringes under kørslen.
Må jeg låne mit førerkort ud?
Nej – et førerkort er personligt og må kun anvendes af den person, det er udstedt til.
Må jeg sende digitale data på mail?
Nej – Data skal indsendes digitalt via e-boks. Kun materiale der ikke indeholder personhenførbare oplysninger kan sendes med e-mail til nedenstående mailadresse.
-
Kontakt Færdselsstyrelsen
virksomhedskontrol@fstyr.dk
Må man gerne zip-komprimere filerne?
Ja – Filerne må gerne være zip-komprimerede. De overførte datafiler skal dog være overført, gemt og sikret i originalt format og med intakte digitale signaturer.
Må man sende digital data på usb stik?
Nej – Data skal indsendes digitalt via e-boks.
Må vi fortsat indsende digitale data på CD/DVD eller USB?
Nej, vi modtager ikke længere data på CD/DVD. Vi vil dog i en overgangsperiode modtage data på CD/DVD, hvis I har en igangværende sag, der er påbegyndt før den 31. oktober 2019. Data på USB modtages kun ved kontrolbesøg i virksomheden.
Skal man skifte den analoge takograf ud med en digital?
Den analoge takograf kan udskiftes med en digital takograf. Arbejdet skal udføres af et autoriseret værksted. En digital takograf er lovpligtig i køretøjer indregistreret efter 1. maj 2006.
Skal vores mekanikere påføres førerlisten?
Hvis mekanikeren er ansat i virksomheden, kan vedkommende skrives på førerlisten med anmærkning om, at vedkommende er mekaniker ansat i virksomheden. Er der tale om en ekstern mekaniker, kan vedkommende skrives på førerlisten med anmærkning om, at vedkommende er ekstern mekaniker ansat hos (firmanavn). Vedlæg gerne bekræftelse fra værksted.