Spørgsmål og svar vedrørende tilladelser til international varebilskørsel for fremmed regning

Sidst opdateret 16/05/2022
Færdselsstyrelsen har udarbejdet en oversigt over svar til hyppigt stillede spørgsmål omkring tilladelser til international varebilskørsel for fremmed regning.
Du kan på nuværende tidspunkt ansøge om tilladelse til international varebilskørsel. Tilladelserne vil blive udstedt tidligst den 21. maj 2022. 
Du skal ansøge om nye internationale varebilstilladelser. Dette skal du gøre uanset om du har nationale varebilstilladelser i forvejen. Der er tale om en ny tilladelse, og du skal derfor ikke søge om yderligere internationale varebilstilladelser. Der er dog en enkelt undtagelse nedenfor i næste spørgsmål.
Hvis du har tilladelser til godskørsel (tilladelse til godskørsel i køretøj eller vogntog som samlet vejer over 3.500 kg.), skal du ansøge om yderligere internationale varebilstilladelser, såfremt du ønsker særskilte tilladelser til international varebilskørsel. 

En bekræftet kopi af en godstilladelse udstedt til godskørsel for fremmed regning med et køretøj eller vogntog over 3.500 kg. kan også anvendes til godskørsel med international varebil fra den 21. maj 2022. Det skal dog påpeges, at fællesskabstilladelsen skal medbringes under kørslen i køretøjet. Man skal dog stadig opfylde det store egenkapitalskrav. Se venligst spørgsmål og svaret nedenfor.

Såfremt en virksomhed allerede har tilladelse til godskørsel efter godskørselslovens § 1, stk. 1. skal ansøgende virksomhed dokumentere egenkapital på 66.950 kr. for det første benyttede motorkøretøj, 37.200 kr. for hvert derudover benyttet motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 3.500 kg. og 6.695 kr. for hvert derudover benyttet motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 2.500 kg

 

Hvis virksomheden udelukkende udøver godskørselserhvervet med motorkøretøjer eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 2.500 kg, men ikke over 3. 500 kg., skal ansøgeren dokumentere en egenkapital på mindst 13.390 kr.  for det første benyttede motorkøretøj, 6.695 kr. for hvert derudover benyttet motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 2.500 kg.

 

Såfremt virksomheden allerede har et tilsvarende antal nationale varebilstilladelser, som der søges tilladelser til internationale varebilstilladelser, vil egenkapitalkravets størrelse være det samme.

Virksomheder som får udstedt en tilladelse til international varebilskørsel, får påført en bemærkning hvor der står, ”≤ 3,5 ton” på denne tilladelse, og vil derfor kun gælde for godskørsel i varebil og ikke i en lastbil.


En virksomhed der søger om tilladelse til international varebilskørsel skal opfylde samme løn og overenskomstmæssige krav, som for de nationale varebilstilladelser. Med dette menes, at de blot skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster.


En virksomhed, der skal have tilladelse til international varebilskørsel, skal have et antal indregistrerede køretøjer, svarende til antal tilladelser.
Ansøgende transportleder kan opfylde kvalifikationskravet på følgende måder, som også kan angives i ansøgningen:

  • Transportleder kan gennemføre et godsvognmandskursus og bestået en prøve, der er godkendt af Færdselsstyrelsen.
  • Såfremt transportleder allerede er godkendt transportleder efter godskørselslovens § 1, stk. 1 (har tilladelse til godskørsel)
  • Såfremt transportleder allerede har gennemført et godsvognmandskursus og bestået en prøve, behøves dette ikke gøres på ny.
  • Hvis transportleder er godkendt som transportleder i en virksomhed med tilladelser til national varebilskørsel, kan denne til og med den 31. december 2022 fritages for at gennemføre godsvognmandskurset. Transportleder skal dog stadig bestå godsvognmandsprøven.

 

Herudover, er der to muligheder for fritagelse/dispensation:

  • Transportleder kan fritages for at gennemføre godsvognmandskurset, hvis denne kan godtgøre at have haft igennem de seneste fem år en stilling med overordnede funktioner i en godstransportvirksomhed. Dokumentationen kan fx bestå af lønsedler eller oplysninger fra skatteforvaltningen og kan indsendes via ovenstående felt. Færdselsstyrelsen foretager på baggrund af den indsendte dokumentation en konkret vurdering af, om der kan fritages, hvilket i så fald alene vil gælde kurset. Transportleder vil derfor stadig skulle bestå godsvognmandsprøven.
  • Transportleder kan fritages for at gennemføre godsvognmandskurset og bestå prøven, hvis denne kan fremlægge dokumentation for, at vedvarende i en periode på 10 år før den 20. august 2020 har ledet en virksomhed, der udfører international varebilskørsel. Vær opmærksom på, at der både skal dokumenteres, at transportleder har haft ledende funktioner, hvilket fx kan bestå af lønsedler eller oplysninger fra skatteforvaltningen, og at virksomheden har udført international varebilskørsel igennem 10 år, hvilket fx kan bestå af eksempler på fragtdokumenter fra den 10-årige periode. Dokumentationen kan indsendes via ovenstående felt. Kravet udelukker dog ikke, at der også kan være udført national varebilskørsel inden for denne periode, men der skal være udført international varebilskørsel inden for perioden.

På baggrund af manglende muligheder for at bevare dokumenter i over 5 år pga. bogføringsloven, vil ansøger blandt andet, kunne benytte sig af en tro- og love erklæring som dokumentation for ovenstående krav til dispensation. En skabelon vil blive stillet til rådighed på Færdselsstyrelsens hjemmeside.