Dækmærkning

Sidst opdateret 27/01/2020
Valget af dæk har stor betydning for dit brændstofforbrug, sikkerheden og støjen fra dækkene. EU har vedtaget en forordning, der skal sikre et gennemsigtigt marked, hvor du, som forbruger, bedre kan vælge den sikre og miljøvenlige løsning

Mærkningen vedrører rullemodstand, vådgreb og støj, som skal mindske brændstofforbruget, øge sikkerheden på vejene og mindske støjen fra dæk.

Reglerne om dækmærkning gælder dæk til personbiler, varebiler, busser, og lastbiler samt påhængskøretøjer hertil. Dækmærkningen gør det lettere for forbrugerne at sammenligne forskellige dæk. Mærkningen er fælles for alle EU-lande og den består af symboler, så det samme mærke skal anvendes i alle lande, uanset sprog.

Hvad betyder symbolerne på mærkningen?

Få her et overblik over hvad de forskellige symboler og piktogrammer betyder på den nye dækmærkning.

  • QR-kode (I)
  • Leverandørens virksomhed (II)
  • Dæktypeidentifikation (III)
  • Dækdimensionsbetegnelse, belastningsindex og hastighedskategorisymbol (IV)
  • Dækklasse (V)
  • Brændstofeffektivitet, skala og ydeevne (VI)
  • Vådgreb, skala og ydeevne (VII)

 

 

Nederst på dækmærkningen kan du aflæse dine dæks støjniveau samt hvorvidt dækkene har sne- og/eller isgreb.

    Dækstøjen (I) vises med et piktogram sammen med antal decibel (dB). Piktogrammet viser dækkets støjniveau på en skala fra A-C, hvor A er det mindste støjniveau. Dækkets støjniveau er målt i forhold til den europæiske grænseværdi for støj.

    EU’s dækdatabase (EPREL)

    Hvis du scanner dæklabelens QR-kode, kan du komme direkte ind til dækinformationerne i EU’s produktdatabase (EPREL).  I produktdatabasen kan du få et overblik over dækkets egenskaber.

    Fra den 1. maj 2021 er leverandørerne af dæk forpligtet til at indberette data om deres dæk i EPREL. Databasen er med til at danne grundlag for et mere gennemsigtigt dækmarked samt gøre det nemmere for forbrugerne at orientere sig om de sikre og miljøvenlige løsninger.

Hvilke værdier er vigtige for dig som forbruger?

Rullemodstand (brændstofforbrug)

Dine dæk og særligt deres rullemodstand kan være skyld i 20-30 % af dit køretøjs brændstofforbrug. Lavere rullemodstand i dækkene vil derfor bidrage væsentligt til effektiviteten af brændstofforbruget og dermed også til reduktionen af drivhusemissionerne. Du kan spare op til 7,5 % brændstof ved at vælge en A-mærkning fremfor en E-mærkning på en personbil. Brændstofforbruget afhænger også af dækkenes kørselsmønster, temperatur mv. 

Vådgreb (bremselængde)

Du forøger bremselængden med dæk med dårligt vejgreb. Derfor er det vigtigt at vælge et dæk med et godt vejgreb, så sikkerheden er optimal i køretøjet. For en personbil kan der være helt op til 30 % kortere bremselængde, hvis du vælger et dæk med en A-mærkning fremfor et med en E-mærkning.

Støj

Jo mere bilen støjer, desto mere er køretøjet til gene for andre. Derfor er det at foretrække, at du vælger et dæk, der ikke støjer så meget. Du kan se, hvor meget et dæk støjer på en skala fra A til C, hvor A dækker over de dæk, der udgiver mindst støj til omgivelserne.