Dækmærkning

Sidst opdateret 27/01/2020
For megen støj skaber et dårligt miljø. Køretøjers motorer støjer meget. Dækstøjen udgør den største del af støjbilledet fra et køretøj, når det er oppe i fart. Derfor er det blevet vedtaget i EU, at dæk fremover skal mærkes med deres støjniveau.

Mærkningen vedrører rullemodstand, vådgreb og støj, som skal mindske brændstofforbruget, øge sikkerheden på vejene og mindske støjen fra dæk.

Reglerne om dækmærkning gælder dæk til personbiler, varebiler, busser og lastbiler. Dækmærkningen gør det lettere for forbrugerne at sammenligne forskellige dæk. Mærkningen er fælles for alle EU-lande og den består af symboler, så det samme mærke kan bruges i alle lande, uanset sprog.

Dækstøjen vises med et piktogram sammen med antal decibel (dB). Piktogrammet kan have 1-3 streger, alt efter dækkets støjniveau i forhold til den kommende europæiske grænseværdi for støj.  

Dæktøjsmærke

Dæklabel.dk 

På Dæklabel.dk kan du ved at indtaste din bils registreringsnummer hurtigt få vist en liste over mange forskellige dæk af forskellige fabrikater og finde netop de dæk der passer til din bil. Her kan du sammenligne dækkene i forhold til rullemodstand, vejgreb på våd vej og støj. Du kan også vælge om du vil søge efter almindelige dæk eller vinterdæk.