Udrykningskøretøjer og tilladelse til registrering som udrykningskøretøj
Tilladelse til registrering af motorkøretøj som udrykningskøretøj
Færdselsstyrelsen kan tillade, at ambulance, redningskøretøj eller lignende motorkøretøj, der tilhører private, kan registreres som udrykningskøretøjer.
Et motorkøretøj, der foretager udrykningskørsel, skal være godkendt og registreret som udrykningskøretøj.
Reglerne om udrykningskørsel findes i færdselslovens og i bekendtgørelse om udrykningskørsel.
Godkendelse af køretøj til udrykningskørsel
Godkendelsen af et motorkøretøj til udrykningskørsel foretages af en synsvirksomhed. Godkendelse kan endvidere ske ved standardtypegodkendelse til ambulancekørsel.
Hvilke tilladelser kan der udstedes til private
Færdselsstyrelsen udsteder to typer tilladelser til registrering af køretøjer til udrykningskørsel, der afhænger af ansøgerens dokumenterede behov for udrykningskørsel og ansøgerens godkendte udrykningskøretøjer.
Vurdering
Udstedelse af tilladelse sker efter en vurdering af, hvorvidt ansøger har et dokumenteret behov for at køre udrykning. Ved vurderingen foretager Færdselsstyrelsen en afvejning af på den ene side ansøgers interesser og behov for udrykningskørsel, og på den anden side de færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Hensynet til færdselssikkerheden vejer tungt. Der gives kun tilladelse under ganske særlige omstændigheder og i tilfælde af særligt behov, eksempelvis i tilfælde, hvor ansøgeren dokumenterer en kontraktlig forpligtelse til at bistå offentlige myndigheder med opgaver, som kræver udrykningskørsel. Før der træffes afgørelse, sendes ansøgningen i høring hos de relevante politikredse.
Køretøjsbestemt tilladelse
Hvis der er tale om ambulancer, brand-/redningskøretøjer eller slæbningskøretøjer kan der gives en ”køretøjsbestemt tilladelse”, når det er vurderet, at ansøgeren kan få tilladelse til registrering af køretøj. Denne tilladelse giver mulighed for at registrere et ubegrænset antal køretøjer som udrykningskøretøjer, når blot køretøjerne hører ind under en af de tre nævnte køretøjstyper. Tilladelsen giver ikke ret til at registrere andre typer af køretøjer som udrykningskøretøjer.
”Konkret tilladelse”
Til alle andre typer af køretøjer end de ovenfor nævnte kan der udstedes en konkret tilladelse, når det er vurderet, at ansøgeren kan få tilladelse til registrering af køretøj. Denne tilladelse udstedes, så den specifikt giver tilladelse til udrykningskørsel til hvert enkelt køretøj, som ansøgeren anmoder om tilladelse til.
Tilladelsens gyldighed
Tilladelsen udstedes tidsbegrænset for en 5 års periode, og er i øvrigt betinget af, at de forhold, som har ligget til grund for udstedelsen af tilladelsen, ikke ændres.
Hvis virksomheden ændrer navn, ophører eller ikke længere udfører den type opgaver, som er oplyst i ansøgningen, skal dette indberettes til Færdselsstyrelsen. Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde tilladelsen, hvis Færdselsstyrelsen på baggrund af indberetningen vurderer, at grundlaget for udstedelse af tilladelsen ikke længere er til stede.
Tilladelsen kan ikke overdrages til en anden virksomhed eller en anden person i forbindelse med salg eller overdragelse af køretøj eller virksomhed.
Betingelser for udrykningskørsel
Udrykningskørsel må kun foretages, når det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning, brand, forureningsuheld eller afværgelse af omfattende skader i øvrigt.
Søg om tilladelse
Ansøgningen om tilladelse til registrering som udrykningskøretøj skal som minimum indeholde følgende oplysninger:
- Hvem der søger tilladelse med angivelse af navn og CVR-/CPR-nr.
- Hvilke køretøjer der søges tilladelse til med angivelse af registreringsnummer eller stelnummer. Såfremt registreringsattest haves, skal den medsendes.
- Dokumentation for ejerforholdet, hvis aktuelle ejerforhold ikke fremgår af registreringsattesten.
- Billeder af motorkøretøjet - forfra, bagfra og fra siden.
- Beskrivelse af behovet for tilladelse til at registrere køretøj som udrykningskøretøj, og dokumentation herfor, f.eks. kopi af kontrakt eller aftale.
- Beskrivelse af i hvilke situationer der påtænkes udført udrykningskørsel.
- Om føreren af udrykningskøretøjet, herunder oplysninger om særlige kompetencer til udrykningskørsel.
- Angivelse af geografiske områder, hvor udrykningskørsel forventes udført.
Ansøgningen om tilladelse skal sendes til Færdselsstyrelsen. Følg vejledningen på nedenstående link under afsnittet ”skriftlig henvendelse”.
Bekendtgørelse
BEK nr 154
Bekendtgørelse om udrykningskørsel
Gældende fra
01/03/2009