Vejledning til SERMI
Hvad er SERMI?
SERMI (Security Related Repair & Maintenance Information) har til formål at lette byrden for de uafhængige værksteder, ved at standardisere køretøjsfabrikanternes informationer fra deres websteder. Disse informationer er konkret sikkerhedsrelaterede (Repair and Maintenance Information, RMI).
Fra hvilken dato er ordningen gældende?
Ordningen er indført ved EU-forordning 2021/1244, og træder i kraft fra den 1. august 2023.
Hvem er omfattet af heraf?
De uafhængige aktører (UA), som er værkstederne og deres medarbejdere, kan lade sig inspicere af et inspektionsorgan. Det er frivilligt at lade sig certificere, men hvis et uafhængigt værksted ikke er certificeret iht. SERMI, vil værkstedet være begrænset i forbindelse med udførslen af visse reparationer på de sikkerhedsrelaterede systemer.
Certificeringsorganet (CAB) er en uafhængig virksomhed, som ikke har forbindelse til myndighederne. I øjeblikket er der endnu ingen virksomheder i Danmark, som er akkrediteret som certificeringsorgan.
Det nationale akkrediteringsorgan DANAK, er udpeget af danske myndigheder til at forestå processen med at akkreditere inspektionsorganet og er klar til at iværksætte processen, når en virksomhed melder sig på banen.