Bliv sikker i trafikken med kæledyr i bilen
Har du din hund eller et andet kæledyr med i bilen, og sker der en hård opbremsning eller kollision, vil et løst dyr slynges frem med voldsom kraft. Det kan medføre skader på både personer i bilen og på kæledyret.
I Danmark er det ikke et krav, at hunde og andre kæledyr skal være fastspændte under kørslen.
Kæledyr bliver i Færdselslovens § 82 betragtet som gods, og derfor kan du få en bøde, hvis du f.eks. kører med en hund på skødet. I Færdselslovens § 82 står der nemlig, at personer eller gods ikke må være anbragt således, at føreren ikke har fuldt udsyn eller tilstrækkelig mulighed for at manøvrere køretøjet.
For at øge sikkerheden for dig og dit kæledyr, har Færdselsstyrelsen lavet en vejledning, der giver gode råd til at øge sikkerheden med kæledyr i bilen.
Vejledningen omhandler transport af kæledyr i Danmark. Du skal være opmærksom på, at der kan være krav til fastspændte kæledyr i andre lande. Det kan derfor være en god idé at følge op på det, inden du tager familiens hund med på ferie i udlandet.