Udsættelse af synsfristen

Sidst opdateret 16/11/2020
I særlige tilfælde kan Færdselsstyrelsen efter ansøgning meddele udsættelse af seneste frist for fremmøde til syn.

Udsættelse af det periodiske syn

Sidst opdateret 16/11/2020
Et periodisk syn er et kontroltjek af, hvorvidt et køretøj lever op til de gældende regler for godkendelse og syn af køretøjer. Synet er lovpligtigt og skal foretages regelmæssigt. Af den årsag er praksis for, hvornår man kan få udsat sin synsfrist meget restriktiv. En udsættelse kræver, at der er særlige omstændigheder, der bevirker, at køretøjet ikke kan fremstilles til syn inden for den fastsatte frist.

Hvornår kan jeg få udsat mit syn?

Sidst opdateret 16/11/2020

Betingelserne fremgår af synsbekendtgørelsens § 58, hvoraf det fremgår, at Færdselsstyrelsen efter ansøgning kan udsætte seneste frist for fremmøde til periodisk syn for et køretøj, hvis

1) det relevante forsikringsselskab erklærer, at selskabet vil meddele Færdselsstyrelsen, når deponerede nummerplader atter udleveres til køretøjets ejer/bruger, eller at stilstandsforsikringen ophører, i tilfælde hvor køretøjet er

a) betydeligt trafikskadet,

b) udsat for hærværk eller

c) under omfattende restaurering,

2) ejeren (brugeren) fremlægger dokumentation for, at køretøjet er blevet stjålet eller tilsvarende, der umuliggør godkendelse ved syn, herunder at køretøjet er på værksted og nødvendige reservedele er i dokumenteret restordre,

3) ved dokumenterede force majeure-situationer, der er kendt fra forsikringspraksis, hvor ejeren/brugeren er uden skyld eller indflydelse, eller

4) ejeren på tilsvarende måde uden egen skyld ikke kan undgå at overskride synsfristen.

Færdselsstyrelsen vurderer konkret i hver enkelt sag, om der foreligger en umulighed i forhold til at kunne fremstille køretøjet til periodisk syn. Færdselsstyrelsens praksis på området er restriktiv, hvilket betyder, at der kun gives meddelelse om udsættelse i helt ekstraordinære tilfælde.

 

Hvornår kan jeg søge om udsættelse?

Sidst opdateret 16/11/2020
Du skal være opmærksom på, at der ikke kan gives fristudsættelse af fristen for det periodiske syn, hvis synsfristen allerede er overskredet. 

Du skal yderligere være opmærksom på, at en ansøgning om udsættelse ikke sætter synsfristen i bero. Det betyder, at hvis du får afslag på udsættelse, er din synsfrist fortsat gældende. Har du ikke mulighed for at få udsat synsfristen, og kan køretøjet ikke synes inden for fristen, bør du afmelde køretøjet. Udgiften til nye nummerplader vil helt eller delvis, alt efter periodens længde, blive opvejet af sparet ejerafgift og forsikring. Når køretøjet er afmeldt, behøver det ikke synes, før det igen skal have nye nummerplader på.
 

Hvordan søger jeg om udsættelse af synet?

Sidst opdateret 16/11/2020

Hvis du ønsker at søge om udsættelse, skal du fremsende din ansøgning til Færdselsstyrelsen. 
I ansøgningen skal du vedlægge følgende dokumentation:

1) ansøgers identitet

2) køretøjets stelnummer og eller registreringsnummer,

3) begrundelse for ansøgningen, herunder dokumentation for det aktuelle forhold, som ligger til grund for ansøgningen, og

4) angivelse af den periode i hvilken synet ønskes udsat.