Takograf

Intelligent takograf

Alle køretøjer, som registreres for første gang den 15. juni 2019 eller senere, og som skal udføre kørsel, der er omfattet af reglerne om køre- og hviletid, skal have installeret en intelligent takograf.

Implementering af intelligente takografer (G2V2) i Danmark.

En række køretøjsproducenter og værksteder i Danmark og EU, har haft svært ved at fremskaffe tilstrækkelige enheder af version 2 af den intelligente takograf, også kaldet G2V2, som skulle installeres i køretøjer fra den 21. august 2023. En række lande, herunder vores nabolande, har derfor indført midlertidige perioder, hvor der ikke håndhæves efter, at der skal installeres den nye G2V2-takograf.

Danmark vil ligeledes midlertidigt ikke håndhæve kravet om G2V2-takografer. Det hidtidige krav har været, at alle køretøjer, der registreres for første gang fra den 21. august 2023, eller hvor en defekt takograf skal udskiftes, skal have den nye G2V2-takograf. Denne midlertidige periode vil vare indtil 31. december 2023. Køretøjer, der har fået den ældre G2V1-takograf installeret i perioden frem til 31. december 2023, skal senest installere (retrofit) en G2V2-takograf den 31. januar 2024.

Det betyder helt konkret:

  • Køretøjer, der skal have installeret den nye takograf kan vente med det indtil 31. december 2023
  • Hvis der ikke er installeret en G2V2-takograf i et køretøj i perioden frem til 31. december 2023, skal der i stedet installeres en G2V1-takograf
  • De køretøjer, der har fået en G2V1-takograf i perioden frem til 31. december 2023, skal senest den 31. januar 2024 installere en G2V2-takograf
  • Køretøjer, der skal have en ny takograf efter 31. december 2023, skal installere en G2V2-takograf

Anden generation af den digitale takograf, kaldet ’den intelligente takograf’, fungerer som den digitale takograf, men har nye funktionaliteter. Takografen er udstyret med forbindelse til det globale satellitnavigationssystem, kommunikationsudstyr til tidlig fjernafsløring og mulighed for integration med intelligente transportsystemer.

Forbindelsen til satellitnavigationssystemet sørger for, at takografen kan gemme køretøjets position, når kørsel påbegyndes og afsluttes og med bestemte intervaller under kørslen. Signalet fra satellitterne anvendes også til at bestemme, hvornår køretøjet er i bevægelse, samt at uret i takografen altid har den korrekte tidsangivelse. Kommunikationsudstyr til tidlig fjernafsløring giver myndigheder mulighed for at se oplysninger om et køretøj samt kørselsdata uden at standse køretøjet. Kommunikationen, som udveksles i forbindelse med tidlig fjernafsløring, er begrænset til de data, der er nødvendige af hensyn til de målrettede vejkontroller af køretøjer ved en potentiel manipuleret eller misbrugt takograf. Informationerne, der kan fjernaflæses, overføres altid krypteret, og omfatter blandt andet:

  • Kørsel uden gyldigt førerkort
  • Isætning af førerkort under kørslen
  • Sensorfejl
  • Køretøjets registreringsnummer
  • Hastighed registreret af takografen.

Føreren skal anvende et førerkort. På førerkortet registreres alle førerens aktiviteter.

Virksomheden skal anvende et virksomhedskort. Virksomheden skal anvende virksomhedskortet for at sikre, at data i den intelligente takograf registres som virksomhedens data, ligesom det skal anvendes, når virksomheden skal overføre, gemme og sikre data.

Regler for, hvordan føreren og transportvirksomheden skal bruge førerkort og den intelligente takograf, findes i køre- og hviletidsbekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag.

Du finder bekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag, dvs. køre- og hviletidsforordningen, takografforordningen og kontrolapparatforordningen, under ”Regler og vejledninger” i menuen til venstre.

Førerkort via www.borger.dk
Virksomhedskort via www.virk.dk/virksomhedskort
Værkstedskort via www.virk.dk/værkstedskort

Du kan også ansøge fysisk ved at kontakte en af Færdselsstyrelsens takograf ekspeditions kontorer.

Digital takograf

Alle køretøjer, som tages i brug for første gang i perioden fra den 1. maj 2006 til den 14. juni 2019, og som skal udføre kørsel, der er omfattet af reglerne om køre- og hviletid, skal have installeret en digital takograf.

Den digitale takograf registrerer elektronisk oplysninger om køretøjets og førerens aktiviteter, f.eks.køretider. Den digitale takograf lagrer oplysningerne i et elektronisk datalager, som er indbygget i takografen, og på det førerkort, som føreren skal anvende i takografen.

Føreren skal anvende et førerkort. På førerkortet registreres alle førerens aktiviteter.

Virksomheden skal anvende et virksomhedskort. Virksomheden skal anvende virksomhedskortet for at sikre, at data i den digitale takograf registres som virksomhedens data, ligesom det skal anvendes, når virksomheden skal overføre, gemme og sikre data.

Regler for, hvordan føreren og transportvirksomheden skal bruge førerkort og den digitale takograf, findes i køre- og hviletidsbekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag, samt i ”Forskrifter for brug af kontrolapparater”. Du finder bekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag, dvs. køre- og hviletidsforordningen, takografforordningen og kontrolapparatforordningen under ”Regler og vejledninger”.

Den digitale takograf kan udskiftes med en intelligent takograf. Arbejdet skal udføres af et værksted med I-autorisation.

I "Forskrifter for brug af kontrolapparater" kan du læse, hvordan føreren og virksomheden skal anvende dels en analog takograf og dels en digital takograf. Forskrifterne kan du finde under "Takografer og takografkort".

I forskrifterne er det bl.a. beskrevet, hvordan føreren skal betjene takografen og forholde sig med registreringer af tidsgrupper og i særlige situationer, f.eks. ved driftsforstyrrelser og force majeure, ligesom det fremgår, hvilke oplysninger der skal medbringes under kørslen til brug for politiets kontrol.

Transportvirksomhedens forpligtelser er også beskrevet i forskrifterne.

Analog takograf

 Alle køretøjer, som første gang er taget i brug før den 1. maj 2006, og som skal udføre kørsel, der er omfattet af reglerne om køre- og hviletid, kan have installeret en analog takograf.

Den analoge takograf registrerer mekanisk oplysninger om køretøjets og førerens aktiviteter, f.eks. køretider, på et diagramark.

Regler for, hvordan den analoge takograf skal bruges, findes i køre- og hviletidsbekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag, samt i ”Forskrifter for brug af kontrolapparater”.

Du finder bekendtgørelsen og de forordninger, der fremgår af bekendtgørelsens bilag, dvs. køre- og hviletidsforordningen, takografforordningen og kontrolapparatforordningen under ”Regler og vejledninger”.

Den analoge takograf kan udskiftes med en digital takograf. Arbejdet skal udføres af et værksted med D-autorisation.

I "Forskrifter for brug af kontrolapparater" kan du læse, hvordan føreren og virksomheden skal anvende dels en analog takograf og dels en digital takograf. Forskrifterne kan du finde under ”Takografer og takografkort".

I forskrifterne er det bl.a. beskrevet, hvordan føreren skal betjene takografen og forholde sig med registreringer af tidsgrupper og i særlige situationer, f.eks. ved driftsforstyrrelser og force majeure, ligesom det fremgår, hvilke oplysninger der skal medbringes under kørslen til brug for politiets kontrol. Transportvirksomhedens forpligtelser er også beskrevet i forskrifterne.