Du vil være (taxi) chauffør

Sidst opdateret 03/08/2022
Du skal opfylde en række betingelser og indsende en række nødvendige dokumenter til styrelsen, hvis du vil være chauffør.

 

Sådan gør du, hvis du vil være chauffør


  • Du skal gennemføre og bestå et af Færdselsstyrelsen godkendt kvalifikationskursus 
  • Uddannelsesstedet indsender ansøgning om udstedelse af chaufførkort via styrelsens digitale ansøgningsformular på baggrund af et bestået kvalifikationskursus
  • Du skal logge ind i BAT2 og give samtykke til, at styrelsen må indhente oplysninger vedrørende straffeattest 
  • Du skal få foretaget et helbredstjek hos din læge og fremsende lægeattesten til styrelsen. Bemærk, der skal indsendes en ansøgning inden lægeattesten registreres på sagen.
  • Herefter behandles ansøgningen


Styrelsen har et mål om en sagsbehandlingstid på 8 uger, men denne kan variere afhængig af sagens kompleksitet, se afsnit vedrørende helbred, vandel og god skik.

Bemærk:

Er du bosiddende i udlandet, skal du selv indhente og indsende original straffeattest fra det pågældende land.

For at få udstedt et chaufførkort skal du opfylde følgende betingelser: 

  • Du skal mindst være 21 år
  • Du skal have haft kørekort til bil i mindst 3 år
  • Du skal opfylde kravene til vandel og god skik
  • Du skal opfylde kravene til helbred
  • Du skal gennemføre og bestå et kvalifikationskursus
  • Du skal over for uddannelsesstedet dokumentere, at du behersker det danske sprog på niveau med de fastsatte mål i bilag 4. Du kan læse mere om dokumentationen her.

Retningslinjer

Dokumentation for beherskelse af dansk for at blive optaget på et af Færdselsstyrelsen godkendt kursus for chauffører

Optagelse af en ansøger på et kvalifikationskursus som nævnt i § 20 forudsætter, at ansøgeren over for uddannelsesstedet kan dokumentere, at § 24, stk. 1, nr. 1, er opfyldt.

Dokumentation for beherskelse af dansk

Fra den 1. januar 2022 bliver det et krav, at du kan dokumentere overfor dit uddannelsessted, at du opfylder kravet i taxibekendtgørelsen om, at du kan beherske det danske sprog tilstrækkeligt. Du kan i taxibekendtgørelsens bilag 4 se, hvilke beviser man kan bruge som dokumentation.

Du kan dokumentere, at du opfylder kravet, på følgende måder:

  • Prøvebevis for bestået Prøve i Dansk 2.
  • Bevis for at have bestået folkeskolens afgangsprøve i dansk.
  • Bevis for at have bestået anden højere uddannelse på dansk end folkeskolen.
  • Bevis for at have bestået andre prøver m.v. nævnt i Cirkulæreskrivelse om naturalisation, bilag 3b (åbner i nyt vindue). Cirkulæreskrivelsens bilag 3b indeholder en uddybende liste af uddannelser, der kan anvendes som dokumentation.
  • Andre former for bevis eller dokumentation på beherskelse af det danske sprog, for eksempel via et andet testresultat, som efter en konkret vurdering dokumenterer, at ansøgeren kan dansk på det niveau eller over det niveau, der kræves for at kunne bestå Prøve i Dansk 2.


Hvis du ikke er i besiddelse af en af de dokumentationstyper, der findes i taxibekendtgørelsens bilag 4 eller bilag 3b i Cirkulæreskrivelse om naturalisation, kan du indsende en ansøgning om dispensation fra kravet om, at dokumentation for danskkundskaber skal være skriftlig, til Færdselsstyrelsens mail info@fstyr.dk. Du bedes i emnefeltet på din ansøgning angive, at du ansøger om dispensation fra kravet om skriftlig dokumentation for danskkundskaber i forbindelse med optagelse på taxikvalifikationsuddannelsen.


Færdselsstyrelsen gør opmærksom på, at en ansøgning om dispensation alene kan imødekommes i helt særlige tilfælde, og det er ansøger selv, der skal kunne dokumentere, at der er tale om et helt særligt tilfælde. I ansøgningen skal du angive begrundelsen for, at en ansøgning om dispensation bør imødekommes.

Hvis Færdselsstyrelsen vurderer, at du opfylder kravene til dispensation, skal du endeligt kunne dokumentere tilstrækkelige danskkundskaber ved at aflægge en prøve, som afholdes af Færdselsstyrelsen.

Chaufførkortets gyldighed

Chaufførkortet er som udgangspunkt gyldigt i op til fem år, hvorefter det skal fornyes, hvis du ønsker at fortsætte som chauffør.

Krav til helbred

Ved behandlingen af din sag foretager styrelsen en vurdering af, om du opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt et chaufførkort.

I den forbindelse er det nødvendigt at få foretaget et helbredstjek hos din læge, hvis du vil være chauffør til erhvervsmæssig persontransport. Helbredstjekket skal blandt andet undersøge dit syn og din hørelse. Oplysninger om sygdomme, der kan påvirke din evne til sikkert at køre erhvervsmæssigt persontransport, vil også indgå.

Hvis du har helbredsmæssige forhold på din lægeattest, kan det betyde, at sagsbehandlingstiden forlænges ud over den almindelige sagsbehandlingstid, da styrelsen skal vurdere, om du opfylder kravene til fysisk og psykisk egnethed. Hvis styrelsen vurderer, at der er brug for yderligere oplysninger, kan det blive relevant at anmode dig om at indsende blandt andet speciallægeerklæringer og lægelige udtalelser vedrørende ét eller flere forhold, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

 
Du skal selv afholde eventuelle udgifter til at fremskaffe speciallægeerklæringer og lægelige udtalelser.
Ved behandlingen af din sag indhenter styrelsen udtalelse fra den til styrelsen tilknyttede lægefaglige konsulent vedrørende dine helbredsoplysninger til brug for behandlingen af din sag. Såfremt du har helbredsmæssige forhold, der udgør, at du ikke fuldt ud opfylder de fastsatte helbredskrav oplistet i taxibekendtgørelsens bilag 1, kan chaufførkortet udstedes med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning og med øvrige vilkår som eksempelvis brille-/linsepåbud, påbud om høreapparat m.v.

Husk lægeattesten

Formålet med lægeattesten er, at gøre styrelsen i stand til at vurdere, om du opfylder de helbredsmæssige betingelser for at få udstedt et chaufførkort.
Lægeattesten skal udfyldes af din læge. Har du diabetes, skal lægen udfylde en supplerende lægeattest om diabetes.

Du skal besvare en række spørgsmål på første side af lægeattesten inden selve lægeundersøgelsen og du skal være opmærksom på, at du skal forevise fotolegitimation - pas eller kørekort - inden lægen udfylder og underskriver lægeattesten.

Når lægen har udfyldt attesten, skal lægen indscanne og sende den underskrevne attest digitalt til styrelsen. Det kræver NemID medarbejdersignatur.

Hvis dette ikke er muligt, skal du eller lægen sende lægeattesten i en lukket kuvert til Færdselsstyrelsen, Sorsigvej 35, 6760 Ribe.

  • Kuverten skal have lægens oplysninger trykt eller stemplet på
  • Hvis du selv sender kuverten med lægeattesten ind til os med post, skal den lægges ind i en anden kuvert, hvor frimærker, afsender og adresse kan påføres.
Attest

Lægeattest til ansøgning om chaufførkort

Du skal besvare alle spørgsmål på denne side inden lægeundersøgelsen. Når lægen har gennemlæst dine svar på de enkelte spørgsmål, skal du mens lægen ser det underskrive blanketten.
Attest

Lægeattest om diabetes ved ansøgning om chaufførkort

Attesten skal udfærdiges af den læge som behandler/kontrollerer pågældende for diabetes, eller af speciallæge i intern medicin med særligt kendskab til diabetes.

Vandel og god skik

I forbindelse med behandlingen af din sag foretager styrelsen en vurdering af, om du opfylder kravene til vandel og god skik. Vandel betyder, at du ikke må være dømt for et strafbart forhold, der kan begrunde en nærliggende fare for nye lovovertrædelser i forbindelse med dit arbejde som chauffør.

Når du indsender din ansøgning, giver du samtidig dit samtykke til, at styrelsen må indhente en fuldstændig straffeattest og eventuelt udskrift fra Det Centrale Kriminalregister for at vurdere din vandel. Den offentlige straffeattest indeholder forhold, der går mindst 10 år tilbage i modsætning til den private straffeattest, som du som privatperson kan få udstedt, hvor de strafbare forhold hurtigere slettes fra.

Hvis du har strafbare forhold på din offentlige straffeattest, kan det betyde, at sagsbehandlingstiden forlænges ud over den almindelige sagsbehandlingstid, da styrelsen skal vurdere, om du opfylder kravene til vandel og god skik. Hvis styrelsen vurderer, at der er brug for yderligere oplysninger, kan det blive relevant at anmode dig om at indsende et domsudskrift vedrørende ét eller flere forhold, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

Du skal selv afholde eventuelle udgifter til at fremskaffe et eller flere domsudskrifter.

Styrelsen foretager en konkret vurdering i hver eneste sag af, om vandelskravet er opfyldt. Du er derfor ikke automatisk afskåret fra at få udstedt et chaufførkort, hvis du har strafbare forhold på din straffeattest. I vurderingen inddrager styrelsen blandt andet oplysninger om det strafbare forholds karakter, om der er gentagelsestilfælde, gerningsmandens personlige forhold og om den tid, der er gået siden det strafbare forhold blev begået. Eksempelvis kan flere tilfælde af grov vold efter omstændighederne føre til, at du ikke kan få udstedt chaufførkort.

Styrelsen behandler ikke anmodninger om forhåndsgodkendelser af vandelskravet, og du skal derfor indsende alle oplysninger, før styrelsen kan foretage en vurdering af, om vandelskravet er opfyldt.

Bemærk:
Hvis du har eller har haft bopæl i udlandet, skal du selv kontakte politimyndighederne i dine tidligere opholdslande og anmode om, at de fremsender et originalt eksemplar af din udenlandske straffeattest direkte til styrelsen pr. post. Du må ikke selv have haft straffeattesten i dine egne hænder.

Kvalifikationskursus - med sprogkrav på niveau 'Prøve i Dansk 2'

Du skal inden for de seneste 10 år have bestået et kvalifikationskursus, der er godkendt af styrelsen.

Optagelse på et godkendt kvalifikationskursus, forudsætter, at du behersker det danske sprog på niveau 'Prøve i Dansk 2'.

Hvis du aldrig har haft førerkort, selvom du har bestået et kvalifikationskursus inden for de seneste 10 år, skal du huske at ansøge med samme formular, som hvis du allerede har haft et førerkort. Du ansøger hos Færdselsstyrelse

Samtykke

Styrelsen skal have dit samtykke til at indhente oplysninger om eventuelle strafbare forhold hos politiet og for at kunne behandle dine helbredsoplysninger.

Du skal give samtykke hurtigst muligt efter uddannelsesstedets indberetning af et bestået prøveresultat, før styrelsen kan påbegynde behandlingen af din ansøgning. 

Når alle betingelser er opfyldt og godkendt

Hvis du opfylder alle betingelser for at blive chauffør, du har indsendt alle de nødvendige dokumenter korrekt, og styrelsen har behandlet og endelig godkendt din ansøgning, vil du modtage oplysning om betaling af gebyr sammen med et midlertidigt chaufførkort.

Når din betaling er registreret, vil du efter 2-3 uger modtage chaufførkortet med posten. 

Omkostninger ved ansøgning

Du opkræves et gebyr ved udstedelse af et chaufførkort. Hvis styrelsen vurderer, at der er behov for yderligere oplysninger til brug for behandlingen af din sag, eksempelvis i form af speciallægeerklæringer, lægelige udtalelser eller domsudskrifter, vil der opstå yderligere omkostninger i forbindelse hermed.

Du skal også selv afholde udgifterne i forbindelse med fornyelse af chaufførkort. Dette omfatter både faste såvel som ekstraudgifter. 

Der opkræves et gebyr for chaufførkort. Se størrelsen på gebyret her.

Er dit chaufførkort blevet væk?

Hvis du har mistet dit chaufførkort, kan du få udstedt et erstatningskort via styrelsens digitale formular på Borger.dk. Du skal bruge dit NemID for at få adgang til formularen.

Der opkræves et gebyr for udstedelsen af et erstatningskort. Se størrelsen på gebyret her.

Gå til styrelsens digitale ansøgningsformular 

Ændringer til dit chaufførkort

Hvis du har behov for at opdatere oplysningerne på dit chaufførkort – for eksempel i forbindelse med navneskift – kan du få udstedt et ændringskort via styrelsens digitale formular på Borger.dk. Du skal bruge dit NemID for at få adgang til formularen.

Der opkræves et gebyr for udstedelsen af et erstatningskort. Se størrelsen på gebyret her.

Ansøgning

Digital ansøgningsformular (BAT2 - Bevisadministration)