Firmakørsel i varebil
Du kører firmakørsel, hvis du transporterer gods, der tilhører den virksomhed, der er registreret som bruger af køretøjet.
Der er også tale om firmakørsel, hvis du transporterer gods, som virksomheden lejer, låner, udlåner eller er i besiddelse af med henblik på køb, salg, fremstilling, behandling, bearbejdning eller reparation.
Transporten kan også udføres med et lejet køretøj uden fører.
Kørslen må kun være en hjælpefunktion til virksomhedens samlede aktiviteter.
Eksempler på firmakørsel er:
- Når en tømrer, murer, elektriker o.lign. transporterer materiale, som skal bruges i virksomheden
- Når restauranter, caféer, catering, pizzeriaer o.lign. laver mad og udbringer den
- Når butikker, der sælger varer, selv står for transporten
- Når fabrikker transporterer gods ud til kunderne, der er produceret på fabrikken
- Når entreprenører transporterer materialer til brug for arbejdets udførelse, som indgår i en samlet entreprise, som en entreprenør selv har påtaget sig. Det kan for eksempel være grus eller sand til et vejbyggeri
Hvis du har en tilladelse til godskørsel for fremmed regning og kører firmakørsel ved siden af godskørsel, skal du ikke registrere, at varebilen anvendes til firmakørsel.
Registrering af varebil til firmakørsel
Registreringsattesten eller kopi heraf skal medbringes i varebilen, når der udføres godskørsel for egen regning, så attesten kan forevises kontrolmyndighederne.
Varebiler, som anvendes til firmakørsel, skal registreres hertil på følgende vis:
Gå til https://motorregister.skat.dk og log på med NemID > Vælg ”Registrering og Rediger tilladelse” og indtast bilens registreringsnummer eller stelnummer > Under ”Dispensationer og tilladelser” tilføjes ”Firmakørsel” > Godkend registreringen og bestil en ny registreringsattest.