Sanktioner og bøder
Tilsyn med varebilsvognmænd
Færdselsstyrelsen kan tilbagekalde en varebilstilladelse, hvis tilladelsesindehaveren ikke længere opfylder betingelserne for at have tilladelsen, eller hvis tilladelsesindehaveren groft eller gentagne gange overtræder reglerne i følgende bestemmelser:
- Bestemmelser i godskørselsloven eller forskrifter udstedt i medfør af loven
- Færdselslovgivningen om hastighed, kørsel uden kørekort, køretøjers indretning, udstyr og tilbehør, anbringelse af gods, transport af farligt gods og køretøjers største tilladte totalvægt
- Lovgivningen om euforiserende stoffer eller narkotikahandel
- Miljølovgivningen om beskyttelse af jord og grund- og overfladevand og om frembringelse, opbevaring, behandling eller bortskaffelse af affald
- Skatte- og afgiftslovgivningen
- Lovgivningen om beskyttelse af dyr under transport
- Lovgivningen om menneskesmugling eller menneskehandel
En varebilstilladelse kan også tilbagekaldes, hvis en ansat i virksomheden f.eks. en varebilschauffør groft eller gentagne gange overtræder ovenstående bestemmelser.
Endeligt kan en varebilstilladelse tilbagekaldes, hvis tilladelsesindehaveren har betydelig forfalden gæld til det offentlige. Betydelig gæld er et beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover.
Tilsyn med transportledere
En godkendelse som transportleder af en virksomhed kan tilbagekaldes efter samme regler som en varebilstilladelse.Sanktioner og bøder
Politiet kontrollerer varebilschaufføruddannelsesbeviser samt om en vognmandsvirksomhed, der udfører godskørsel for fremmed regning, har en varebilstilladelse.
Varebilschaufføruddannelsesbeviset skal medbringes under kørslen og på politiets anmodning forevises. Du kan få en bøde, hvis du ikke medbringer beviset under kørslen.
Har du et midlertidigt varebilschaufføruddannelsesbevis gælder samme regler.
Er du blevet fritaget for at gennemføre den grundlæggende kvalifikationsuddannelse, skal du medbringe Færdselsstyrelsens godkendelse af fritagelsen under kørslen. Godkendelsen skal på Politiets anmodning forevises. Du kan få en bøde, hvis du ikke medbringer godkendelsen.
Det kan også medføre bødestraf, hvis der udføres godskørsel for fremmed regning med gods, der vejer mere end 11 kg pr. stykgods, uden at være i besiddelse af varebilstilladelse.
Ligeledes kan det medføre bødestraf, hvis der ikke via virk.dk er indgivet oplysninger om registreringsnummeret på den/de varebiler, der anvendes i forbindelse med udførsel af godskørsel for fremmed regning.