Vejledning om kørsel i Danmark for indehavere af ukrainsk kørekort

Sidst opdateret 29/03/2022
Færdselsstyrelsen har udarbejdet en vejledning om kørsel i Danmark for indehavere af ukrainsk kørekort.

Ombytning af ukrainsk kørekort

Har du sædvanlig bopæl i Danmark, kan du køre med dit ukrainske kørekort i op til 180 dage. Hvis du vil fortsætte med at køre i Danmark efter 180 dage, skal du have ombyttet dit kørekort til et dansk kørekort.

 

Ansøgning om ombytning af et udenlandsk kørekort skal indleveres ved en Borgerservice i en kommune, som du selv kan vælge.

 

For at kunne få udstedt et dansk kørekort er det et krav, at du har sædvanlig bopæl i Danmark. Man har som udgangspunkt sædvanlig bopæl i Danmark fra det tidspunkt, hvor man har bosat sig i Danmark med henblik på at opholde sig i landet i mindst 185 dage om året, som følge af ens personlige eller erhvervsmæssige tilknytning. Vurderingen om sædvanlig bopæl foretages af kommunen i forbindelse med indleveringen af ansøgningen.

 

Vurderes det, at du ikke har sædvanlig bopæl i Danmark, skal du ikke ombytte dit ukrainske kørekort, og du kan derfor fortsætte med at køre i Danmark med dit ukrainske kørekort. Det er dog en betingelse, at kørekortet er udfærdiget med latinske bogstaver, eller er ledsaget af en oversættelse til dansk, engelsk eller fransk. Oversættelsen skal være udfærdiget af en offentlig myndighed eller organisation, der i Ukraine er bemyndiget hertil. Du kan også køre med et internationalt kørekort i Danmark.

 

Ombytning af kørekort til almindelig bil

Danmark har godkendt Ukraine som et gruppe 1-land i kørekortmæssig sammenhæng. Det betyder, at borgere med et ukrainsk kørekort kan ombytte kørekortet til et dansk kørekort uden at skulle aflægge en kontrollerende køreprøve. Ombytningen uden kontrollerende køreprøve gælder dog kun for kørekort til kategori B (almindelig bil). I Danmark giver kørekort til kategori B ret til at føre traktorer og motorredskaber samt lille og stor knallert.

 

Ved indleveringen af ansøgning om ombytning skal du medbringe:

 

  • Dit udenlandske kørekort
  • Gyldig opholdstilladelse eller opholdsbevis, hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger eller lovligt kan opholde dig i Danmark uden tilladelse
  • Lægeattest
  • En skriftlig erklæring på tro og love om, at du ikke har været frakendt førerretten i de seneste 5 år, og at førerretten i øvrigt ikke er begrænset eller givet på særlige vilkår

 

Kan du ikke afgive en skriftlig erklæring på, at du ikke har været frakendt og din førerret er ikke er begrænset eller givet på særlige vilkår, kan du stadig få dit kørekort ombyttet, men på betingelse af at du består en kontrollerende køreprøve.

 

Vær opmærksom på at kommunen kan kræve, at dit kørekort bliver oversat til dansk, engelsk eller fransk. Oversættelsen skal være udfærdiget af en offentlig myndighed eller en organisation, der i Ukraine er bemyndiget hertil.

 

 

Ombytning af kørekort til bus, lastbil og/eller motorcykel

Hvis du har kørekort til flere kategorier, og du ikke vil nøjes med at ombytte dit kørekort til almindelig bil, er det en betingelse for ombytningen til et dansk kørekort, at du består en kontrollerende køreprøve. En kontrollerende køreprøve består af en teoriprøve og en praktisk prøve. Det er ikke et krav om, at man skal have modtaget undervisning hos kørelærer, men det kan være gavnligt at få teoretisk og praktisk undervisning hos en kørelærer inden, at man skal til en kontrollerende køreprøve.

 

Ved indleveringen af ansøgning om ombytning skal du medbringe:

 

  • Dit udenlandske kørekort
  • Gyldig opholdstilladelse eller opholdsbevis, hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger eller lovligt kan opholde dig i Danmark uden tilladelse
  • Lægeattest

 

Vær opmærksom på at kommunen kan kræve, at dit kørekort bliver oversat til dansk, engelsk eller fransk. Oversættelsen skal være udfærdiget af en offentlig myndighed eller en organisation, der i Ukraine er bemyndiget hertil.

 

Kvalifikationskrav for erhvervsmæssig kørsel

For at arbejde som erhvervschauffør i Danmark, skal man, foruden et kørekort til den enkelte kategori, også have gennemført og bestået en kvalifikationsuddannelse for chauffører til enten lastbil, bus, varebil eller erhvervsmæssig persontransport (taxikørsel, limousinekørsel samt kørsel for offentlige myndigheder).

 

Hvis du ønsker at udføre erhvervsmæssig kørsel i en lastbil eller bus, kan du læse mere om kravene og uddannelsen her: [Kvalifikationsuddannelser (fstyr.dk)]. Der er krav om kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, hvis man vil køre bus erhvervsmæssigt. For at få udstedt kørekort til erhvervsmæssig personbefordring skal man bestå en køreprøve. Der må ikke anvendes tolk ved denne prøve. Herudover er der også krav til helbred, alder samt vandel.

 

Hvis du ønsker at arbejde som varebilschauffør kan du læse mere her: [Krav til varebilschauffører | varebilskrav.dk]

 

Hvis du ønsker at arbejde som taxichauffør m.v. kan du læse mere om kravene her: [Kvalifikationsuddannelse for chauffører | Taxilov.dk]. Der er et sprogkrav forbundet med optagelse på kvalifikationsuddannelsen til erhvervsmæssig persontransport efter taxiloven. Man skal derfor i forbindelse med optagelse på kurset kunne skriftligt dokumentere, at man taler dansk på et niveau svarende til Dansk Prøve 2. Herudover er der også en række andre krav til helbred, alder, erfaring samt vandel og god skik.