Busudlejning

Du skal have en tilladelse til busudlejningen uden fører, hvis du ønsker at udleje eller udlåne en bus uden fører til personbefordring.

En bus er defineret som et køretøj indrettet til befordring af flere end ni personer føreren medregnet

Tilladelse til busudlejning uden fører udstedes med gyldighed i indtil 10 år.

En tilladelse gælder for udlejning af én bus. Ønsker du at udleje mere end én bus, er det muligt for Færdselsstyrelsen at udstede flere tilladelser til busudlejning uden fører.

Tilladelsen er personlig og må ikke med eller uden motorkøretøj overgå til andre ved udleje, udlån, bortforpagtning, salg, pantsætning, arv, kreditorforfølgning eller lignende.

Udlejes en bus til erhvervsmæssig personbefordring må det kun ske med henblik på midlertidigt at erstatte et køretøj, der anvendes i lejerens virksomhed, og som er ude af funktion. Udlejning kan i så fald ske for en periode på højst 8 uger.

Tilladelsesfrit udlån af bus uden fører

Ikke-erhvervsdrivende foreninger, klubber og lignende sammenslutninger kan, såfremt udlånet af busserne sker uden betaling, udlåne busser til hinanden uden tilladelse til busudlejning uden fører.

I stedet skal der i bussen ligge en erklæring fra Færdselsstyrelsen om, at der er tale om et tilladelsesfrit udlån.

Definition af ikke-erhvervsdrivende klub

Begrebet ”klubber” omfatter fritids- og ungdomsklubber, der er oprettet som led i de kommunale klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge, jf. kapitel 10 i dagtilbudsloven.

Klubbegrebet omfatter også foreninger samt fritids- og ungdomsklubber oprettet i henhold til folkeoplysningsloven og ungdomsskoleloven. Klubbegrebet gælder dog ikke, når der er tale om undervisningsvirksomhed.

Krav til tilladelsesfrit udlån

Det er et krav at:

  • den forening, klub og lignende sammenslutning, der udlåner bussen, er ikke-erhvervsdrivende
  • den forening, klub og lignende sammenslutning, der låner bussen, er ikke-erhvervsdrivende
  • bussen stilles gratis til rådighed for låneren. Det er dog tilladt, at låneren dækker variable omkostninger som f.eks. udgifter til benzin eller olie.
  • erklæring til tilladelsesfrit udlån medbringes i den udlånte bus

Anmodning om erklæring til tilladelsesfrit udlån

Anmodning om erklæring til tilladelsesfrit udlån, kan ske ved henvendelse til Færdselsstyrelsen via info@fstyr.dk.  Ved anmodningen bedes du vedhæftede følgende:

  • Kopi af bussens eller bussernes registreringsattest.
  • Liste over de foreninger, klubber og lignende, som bussen ønskes udlånt til.
  • Dokumentation for, at der er tale om låneforhold mellem ikke-erhvervsdrivende foreninger, klubber og lignende sammenslutninger (dokumentation kan f.eks. være kopi af vedtægter for de foreninger m.v. der er berørt af udlånet).

Tilladelse til busudlejning uden fører

For at få en tilladelse til busudlejning uden fører, skal virksomheden og virksomheden transportlederen opfylde en række krav.

For at få en tilladelse til busudlejning uden fører, skal følgende krav opfyldes:

Forretningssted

Tilladelse til busudlejning uden fører kan gives til en her i landet hjemmehørende virksomhed. Det betyder, at virksomheden skal have forretningssted her i landet.

Økonomi

For at opfylde det økonomiske krav, skal virksomheden dokumentere at have egne kontante midler eller andre værdier svarende til antallet af tilladelser, der ansøges om.

Størrelsen af det økonomiske krav bestemmes af, hvor mange tilladelser virksomheden ønsker. Kravet gælder i hele tilladelsesperioden.

 

Se satser for det økonomiske krav her

Opfyldelse af det økonomiske krav kan dokumenteres ved:

  1. Virksomhedens åbningsbalance ved nyetablerede virksomheder, som endnu ikke har afgivet den første årsrapport
  2. Virksomhedens seneste årsrapport, som er revideret eller gennemgået af en statsautoriseret eller registreret revisor. Det er ikke tilstrækkeligt, at årsrapporten er opstillet af en revisor
  3. Erklæring afgivet af en statsautoriseret eller registreret revisor
  4. Garanti stillet af et forsikringsselskab eller pengeinstitut med et indhold, der er fastsat af Færdselsstyrelsen.

Såfremt du tidligere har dokumenteret din opfyldelse af det økonomiske krav gennem en garanti, og har fået udstedt tilladelser, vil det være muligt at få garantien frigivet. Du skal blot kunne dokumentere din kapital på anden vis. Frigivelse af en garanti, sker efter anmodning til Færdselsstyrelsen.

Transportleder

For at opfylde kravet om transportleder skal virksomheden udpege en godkendt transportleder.

Virksomheden skal udpege en eller flere transportledere, der faktisk og vedvarende skal forestå ledelsen af virksomhedens busudlejning. Transportlederen skal have en reel tilknytning til virksomheden, og derudover opfylde betingelser om faglige kvalifikationer, restancer til det offentlige og vandel.

Transportlederens faglige kvalifikationer

For at opfylde kravet om faglige kvalifikationer, skal transportlederen have gennemført og bestået et busvognmandskursus, der er godkendt af Færdselsstyrelsen. Kurset afsluttes med en skriftlig prøve.

 Fritagelse for kursus på baggrund af tidligere beskæftigelse

Ansøgere, der kan fremlægge dokumentation for, at de i de seneste 5 år har haft en stilling med overordnede funktioner i en godstransportvirksomhed, kan fritages for kursusdeltagelse efter ansøgning. Prøven skal bestås.

Udfyld ansøgning om kursusfritagelse i afsnit I. Afsnit II skal udfyldes af din arbejdsgiver med oplysninger om din beskæftigelse. Ansøgningen skal herefter indsendes til Færdselsstyrelsen.

Hvis beskæftigelsen er udført på anden måde end ved lønmodtagerbeskæftigelse, indsendes oplysninger herom, eventuelt vedlagt dokumentation.

Gæld til det offentlige

Der kan ikke udstedes en tilladelse til udlejning af bus uden fører, hvis virksomheden eller transportlederen har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. og derover. Kravet gælder kun for ikkepersonlig gæld til det offentlige. Forud for udstedelse af en tilladelse til udlejning af bus uden fører indhenter Færdselsstyrelsen efter samtykke, høringer hos Skatteforvaltningen om forfalden gæld til det offentlige.

Hvis virksomheden eller transportlederen har indgået og overholder en betalingsaftale, medregner Færdselsstyrelsen ikke gælden ved opgørelse af forfalden gæld. Er du i tvivl om, hvorvidt du har restancer, eller hvad den samlede størrelse af restancen er, bedes du kontakte Gældsstyrelsen.

Vandel

For at opnå fællesskabstilladelse skal virksomheden, dennes administrerende direktør(er) samt transportlederen opfylde vandelskravet. Der kan også indgå oplysninger om virksomhedens ejere, bestyrelsesmedlemmer eller andre personer med væsentlige interesser i selskabet. For at opfylde vandelskravet må den relevante personkreds ikke være dømt for blandt andet strafbare forhold, der kan begrunde nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed, være ansvarlig for økonomiske vanskeligheder, herunder konkurser i andre transportvirksomheder eller lignende.

 

Strafbare forhold

For at opfylde vandelskravet, må virksomheden og transportlederen blandt andet ikke groft eller gentagende gange have overtrådt relevante bestemmelser eller være dømt for strafbare forhold, der kan begrunde fare for nye overtrædelser i forbindelse med drift af vejtransporterhvervet.

Når der ansøges om fællesskabstilladelse, indhenter Færdselsstyrelsen efter samtykke straffeattester til offentlig brug og eventuelt enkeltstående oplysninger fra Kriminalregistret.

Når vi modtager straffeattesterne, vurderes det, om der er grund til at nære tvivl om transportlederens eller transportvirksomhedens vandel med hensyn til straffe eller sanktioner for alvorlige overtrædelser af relevante nationale og internationale regler, herunder bl.a. regler inden for konkurs- og skattelovgivningen, narkotikalovgivningen m.m.

 

Konkurser

Foruden strafbare forhold, kan der ved vurderingen af, om virksomheden og transportlederen opfylder vandelskravet indgå oplysninger om, hvorvidt transportlederen, virksomhedens ejere, medlemmer af bestyrelsen eller direktionen eller andre personer med væsentlige interesser i selskabet har været godkendt som transportleder eller har haft væsentlige interesser i en gods- eller buskørselsvirksomhed, der har eller har haft økonomiske vanskeligheder, som kan tilskrives forhold, som de pågældende har været ansvarlige for.

Det betyder, at tidligere konkurser af gods- eller buskørselsvirksomheder kan få betydning for, hvorvidt vandelskravet kan opfyldes, hvis det vurderes, at konkursen skyldes forhold, som de ovenstående personer vurderes at være ansvarlige for.

Har de ovenstående personer være involveret i konkurser i andre gods- eller buskørselsvirksomheder, indhenter Færdselsstyrelsen redegørelser fra kurator i konkurssagen med henblik på at foretage en vurdering heraf.

 

Andre relevante forhold

Udover oplysninger om strafbare forhold og tidligere konkurser, kan det desuden indgå i vurderingen, om:

  • Man tidligere er blevet nægtet godkendelse som transportleder eller har fået tilbagekaldt sin godkendelse som transportleder.
  • Man har været godkendt som transportleder i en virksomhed, der er blevet nægtet tilladelse eller har fået tilbagekaldt tilladelser.
  • Man har været godkendt transportleder i en virksomhed, der i forbindelse med udførslen af transportvirksomheden groft eller gentagne gange har overtrådt relevante bestemmelser i nævnte lovgivning.

Færdselsstyrelsen foretager på baggrund af alle relevante forhold en samlet vurdering af, om vognmandsvirksomheden kan drives på forsvarlig måde.

Ansøgning om busudlejning uden fører

Ønsker du at søge om tilladelse eller yderligere tilladelser til busudlejning uden fører, kan du indsende ansøgningen via vores digitale blanketter ved brug af digital signatur.

Før der indsendes en ansøgning til styrelsen, skal virksomheden været registreret hos Erhvervsstyrelsen og have fået et CVR-nr.

Nærmere oplysninger om, hvordan du får et CVR-nr., findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Du kan registrere din virksomhed på virk.dk under start virksomhed.

Enhver medarbejder med en medarbejdersignatur kan udfylde og indsende ansøgningen. Er ansøgningen indgivet af transportlederen eller den administrerende direktør, har den pågældende givet det fornødne samtykke til at indhente oplysninger om restancer og oplysninger fra Kriminalregistret.

Hvis ansøgningen ikke er indgivet af transportlederen eller den administrerende direktør, skal vedkommende sørge for at indsende en samtykkeerklæring til brug for behandling af ansøgningen på de parter Færdselsstyrelsen mangler samtykke fra. Samtykkeerklæringen kan findes på virk.dk.

 

Hvad du skal forvente

Det er styrelsens mål, at du kan forvente at få en skriftlig afgørelse senest 16 uger efter, at styrelsen har modtaget din ansøgning om busudlejning uden fører.

Der kan forekomme forlænget sagsbehandlingstid i tilfælde hvor der er behov for indhentning af yderligere oplysninger, eller hvis sagen er særligt kompliceret. Hvis vi mangler oplysninger, vil vi anmode skriftelig om disse.

Når behandlingen af din ansøgning er afsluttet, vil du modtage en afgørelse i virksomhedens E-boks.

Hvis du får afslag på din ansøgning, får du en begrundelse. Du kan ikke klage over afgørelsen til andre myndigheder. Du kan dog altid henvende dig til os igen, hvis du mener, at der er grundlag for at få sagen genoptaget.

Ved spørgsmål til din ansøgning, kan du kontakte Færdselsstyrelsen på Tlf.nr.: 7221 8899 eller via info@fstyr.dk. Ved henvendelse bedes du oplyse dit sagsnummer.