Rutekørsel i Danmark

Her finder du oplysninger om de forskellige typer rutekørsel med bus.

Rutekørsel defineres som: regelmæssig befordring af personer med motorkøretøj i en bestemt trafikforbindelse, som finder sted over mindst 3 kørselsdage og mindst én gang om ugen, og hvor på- eller afstigning kan ske inden for forud fastsatte områder, det vil sige en køreplan.

  • Såfremt kørslen er åben for alle, er det ''almindelig rutekørsel''.
  • Befordres derimod kun en bestemt kategori af passagerer, hvorved andre passagerer udelukkes, f.eks. skoleelever eller medarbejder, er der i stedet tale om "speciel rutekørsel".

Der kan både være tale om almindelig og speciel rutekørsel ved rutekørsel, der udføres lokalt og regionalt eller ved rutekørsel, der udføres som fjernbuskørsel.

Såfremt der er tale om tilladelsespligtig rutekørsel, skal virksomheden udover at have en rutetilladelse også være i besiddelse af en fællesskabstilladelse.

Læs mere om fællesskabstilladelsen her.

En rutetilladelse kan gives med gyldighed i indtil 5 år. Hvis ruten skal køres udelukkende ved brug af nulemissionsbusser, så kan rutetilladelsen gives med gyldighed i indtil 10 år.

Almindelig lokal og regional rutekørsel

Der kræves tilladelse til almindelig lokal og regional rutekørsel.

Det er et krav, at behovet for kørsel ikke allerede er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelsen af eksisterende offentlig servicetrafik. Ansøgningen om tilladelse til rutekørsel vil derfor blive sendt i høring ved det lokale trafikselskab med henblik på at undersøge, hvorvidt ruten vil kunne dækkes af den eksisterende offentlige servicetrafik.

Hvis man har en tilladelse til almindelig rutekørsel, så kan man i tilladelsesperioden ikke uden tilladelse fra Færdselsstyrelsen ophøre med at drive den pågældende rute, før der er forløbet 6 måneder efter, at tilladelsesindehaveren har givet styrelsen besked om ophøret.

Speciel lokal og regional rutekørsel

Ved speciel rutekørsel skal passagererne have et bestemt fælles formål med at blive befordret, f.eks. at blive befordret til sygehus eller andet behandlingssted, til dagcenter eller til kirke. Om passagererne skal befordres til et og samme behandlingssted er i denne henseende uden betydning, ligesom det også er uden betydning, om passagererne er de samme fra tur til tur.

Der kræves kun tilladelse til speciel lokal og regional rutekørsel, hvis der er tale om:

  • skolekørsel
  • arbejdstagerkørsel
  • kørsel til og fra færge- og lufthavne

Skolekørsel og arbejdstagerkørsel kan dog udføres uden speciel rutetilladelse, hvis passagererne er personer med handicap.

Andre typer af speciel rutekørsel kræver ikke en særskilt speciel rutetilladelse til rutekørsel.

Eksempler på speciel rutekørsel, som ikke kræver rutetilladelse, er blandt andet:

  • kørsel af skoleelever til konfirmationsforberedelse, idet det ikke anses som værende skolekørsel.
  • Korsangere der fragtes til og fra kirke

Vær dog opmærksom på, at der kan være krav om fællesskabstilladelse til erhvervsmæssig personbefordring, selv hvis kørsel ikke kræver en særskilt tilladelse til speciel rutekørsel. For mere information herom, læs mere under Om buskørsel.

Det er ved speciel lokal og regional rutekørsel ligeledes et krav, at kørslen ikke er dækket, eller vil kunne dækkes, ved anvendelse af eksisterende offentlig servicetrafik.

I de tilfælde, hvor der ikke kræves en speciel rutetilladelse, skal der i stedet for foreligge en skriftlig kontrakt mellem buskørselsvirksomheden og transportarrangøren.

Kontrakten skal indeholde følgende elementer:

  • Buskørselsvirksomhedens navn og CVR-nr.
  • Transportarrangørens navn og CVR-nr.
  • Beskrivelse af ruten med angivelse af udgangspunkt og endepunkt, samt eventuelle steder, hvor der optages og afsættes passagerer
  • Hvilken periode kørslen udføres (driftsperiode)
  • Tidspunkter for kørslen, og
  • Hvilken kategori af passagerer, der befordres

En kopi af kontrakten, eventuelt i elektronisk form, skal medbringes under kørslen.

Hvis der anvendes hjælpevognmænd eller underleverandører til kørslen, skal hjælpevognmanden eller underleverandøren have fællesskabstilladelse til erhvervsmæssig personbefordring. Der skal i bussen medbringes en kopi af kontrakten mellem transportarrangøren og buskørselsvirksomheden, som hjælpevognmanden udfører kørslen for, samt dokumentation for, at vedkommende udfører kørslen for parterne. Dette kan f.eks. dokumenteres ved at anføre det på kopien af kontrakten.

Ansøgning om tilladelse til almindelig og speciel rutekørsel

Ønsker virksomheden at søge om tilladelse til almindelig eller speciel rutekørsel, kan virksomheden indsende ansøgningen via vores digitale blanketter ved brug af digital signatur.

Forud for udfyldningen af ansøgningsskemaet skal virksomheden dog først kontakte den eller de kommuner, som en påtænkt busrute skal køre i med henblik på at indgå en aftale om, hvilke stoppesteder virksomheden kan anvende.

Følgende oplysninger skal fremgå af ansøgningen:

  • Udførlig rutebeskrivelsen med oplysning om samtlige stoppesteder.
  • Hvornår kørslen tænkes udført.
  • Hvem der er indgået kontrakt/aftale med om kørslen.
  • Evt. køreplan og taksttabel

Ved ansøgning om tilladelse til speciel rutekørsel skal der også oplyses, hvilken personkreds, der skal køres for.

Før der indsendes en ansøgning til styrelsen, skal virksomheden været registreret hos Erhvervsstyrelsen og have et CVR-nr.

Nærmere oplysninger om, hvordan virksomheden får et CVR-nr., findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Du kan registrere din virksomhed under "start virksomhed" på virk.dk

Enhver medarbejder med en medarbejdersignatur kan udfylde og indsende ansøgningen.

Fjernbuskørsel

Fjernbuskørsel er kørsel, hvor der er mindst 75 kilometer mellem den enkelte passagers på- og afstigning.

Dette medfører, at en fjernbusrute godt kan være længere end 75 kilometer og have stop, der er placeret med mindre end 75 kilometers afstand, men at den enkelte passager skal rejse mindst 75 km. De 75 km skal tilbagelægges i et naturligt og effektivt forløb ad rutens oplagte veje.

Der kræves tilladelse til både almindelig og speciel fjernbuskørsel.

Ved almindelig fjernbuskørsel, forstås fjernbuskørsel der er åben for alle. Her skal der udføres mindst én daglig returrejse 5 dage ugentligt på ruten i en periode af mindst 6 måneder.

Ved speciel fjernbuskørsel, er der tale om fjernbuskørsel, hvor det udelukkende er en bestemt kategori af passagerer der befordres. Ved speciel fjernbuskørsel er der ikke krav om daglige returrejser.

Ansøgning om tilladelse til almindelig og speciel fjernbuskørsel 

Ønsker virksomheden at søge om tilladelse til almindelig og speciel fjernbuskørsel kan virksomheden indsende ansøgningen via vores digitale blanketter ved brug af digital signatur.

Forud for udfyldningen af ansøgningsskemaet skal virksomheden dog først kontakte den eller de kommuner, som en påtænkt busrute skal køre i med henblik på at indgå en aftale om, hvilke stoppesteder virksomheden kan anvende.

Følgende oplysninger skal fremgå af ansøgningen:

  • Udførlig rutebeskrivelse med oplysning om samtlige stoppesteder
  • en udførlig taksttabel
  • et retvisende kort over ruten
  • virksomhedens forretningsbetingelser.

Vær opmærksom på, at alle rutens stoppesteder skal anføres i ansøgningsblanketten.

Styrelsen vurderer på baggrund af det indsendte, om man opfylder betingelserne for at opnå tilladelse til fjernbuskørsel, herunder hvorvidt det er godtgjort, at der er mindst 75 km mellem den enkelte passagers på- og afstigning.

Ved fjernbuskørsel sendes ansøgningen i høring hos alle berørte kommuner. Færdselsstyrelsen kan fastsætte nærmere vilkår for på- og afstigningssteder på fjernbusruten. 

Før der indsendes en ansøgning til styrelsen, skal virksomheden været registreret hos Erhvervsstyrelsen og have et CVR-nr.

Nærmere oplysninger om, hvordan du får et CVR-nr., findes på Erhvervsstyrelsens hjemmeside. Du kan registrere din virksomhed under "start virksomhed" på virk.dk

Enhver medarbejder med en medarbejdersignatur kan udfylde og indsende ansøgningen.