Krav til chaufførkort

Her følger de almene krav du skal kunne opfylde, for at blive chauffør eller fortsætte med at være chauffør.

Vær opmærksom på, at der gælder yderligere krav for nyansøgere og i fornyelsessager af chaufførkortet.

Helbred

Helbredstjekket skal blandt andet undersøge dit syn og din hørelse. Oplysninger om sygdomme, der kan påvirke din evne til sikkert at køre erhvervsmæssigt persontransport, vil også indgå.

Hvis du har helbredsmæssige forhold på din lægeattest, kan det betyde, at sagsbehandlingstiden forlænges ud over den almindelige sagsbehandlingstid, da styrelsen skal vurdere, om du opfylder kravene til fysisk og psykisk egnethed.

Hvis styrelsen vurderer, at der er brug for yderligere oplysninger, kan det blive relevant at anmode dig om at indsende blandt andet speciallægeerklæringer og lægelige udtalelser vedrørende ét eller flere forhold, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

Du skal selv afholde eventuelle udgifter til at fremskaffe speciallægeerklæringer og lægelige udtalelser.

Ved behandlingen af din sag indhenter styrelsen udtalelse fra den til styrelsen tilknyttede lægefaglige konsulent vedrørende dine helbredsoplysninger til brug for behandlingen af din sag. Såfremt du har helbredsmæssige forhold, der udgør, at du ikke fuldt ud opfylder de fastsatte helbredskrav oplistet i taxibekendtgørelsens bilag 1, kan chaufførkortet udstedes med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning og med øvrige vilkår som eksempelvis brille-/linsepåbud, påbud om høreapparat m.v.

Gå til lægeattest

Vandel og god skik

Når du indsender din ansøgning, giver du samtidig dit samtykke til, at styrelsen må indhente en fuldstændig straffeattest og eventuelt udskrift fra Det Centrale Kriminalregister for at vurdere din vandel. Den offentlige straffeattest indeholder forhold, der går mindst 10 år tilbage i modsætning til den private straffeattest, som du som privatperson kan få udstedt, hvor de strafbare forhold hurtigere slettes fra.

Hvis du har strafbare forhold på din offentlige straffeattest, kan det betyde, at sagsbehandlingstiden forlænges ud over den almindelige sagsbehandlingstid, da styrelsen skal vurdere, om du opfylder kravene til vandel og god skik. Hvis styrelsen vurderer, at der er brug for yderligere oplysninger, kan det blive relevant at anmode dig om at indsende et domsudskrift vedrørende ét eller flere forhold, hvilket kan forlænge sagsbehandlingstiden yderligere.

Du skal selv afholde eventuelle udgifter til at fremskaffe et eller flere domsudskrifter.

Styrelsen foretager en konkret vurdering i hver eneste sag af, om vandelskravet er opfyldt. Du er derfor ikke automatisk afskåret fra at få udstedt et chaufførkort, hvis du har strafbare forhold på din straffeattest. I vurderingen inddrager styrelsen blandt andet oplysninger om det strafbare forholds karakter, om der er gentagelsestilfælde, gerningsmandens personlige forhold og om den tid, der er gået siden det strafbare forhold blev begået.

Styrelsen behandler ikke anmodninger om forhåndsgodkendelser af vandelskravet, og du skal derfor indsende alle oplysninger, før styrelsen kan foretage en vurdering af, om vandelskravet er opfyldt.

Bemærk: Hvis du har eller har haft bopæl i udlandet, skal du selv kontakte politimyndighederne i dine tidligere opholdslande og anmode om, at de fremsender et originalt eksemplar af din udenlandske straffeattest direkte til styrelsen pr. post. Du må ikke selv have haft straffeattesten i dine egne hænder.

Samtykke

For at sikre at du opfylder vandelskravene skal du give tilladelse til at vi må indhente din straffeattest. Herudover skal du tillade at vi må indhente yderligere oplysninger om dit helbred.