Lægeattest

Når du ansøger om kørekort skal du i visse tilfælde medbringe en lægeattest udfyldt af egen læge.

Du skal bruge en lægeattest, hvis du:

  • Ansøger om førstegangserhvervelse af kørekort
  • Ansøger om udstedelse eller fornyelse af gruppe 2 kategorier, det vil sige kørekort til lastbil, bus eller erhvervsmæssig personbefordring.
  • Hvis du tidligere har haft en kortere gyldighedstid på dit kørekort på grund af din helbredsoplysninger eller på grund af tvivl om ædruelighed eller påvirkning af andre bevidsthedspåvirkende stoffer

Du skal som udgangspunkt ikke indlevere en lægeattest, hvis du søger om fornyelse til gruppe 1 kategorier, det vil sige knallert, motorcykel og bil.

Sådan får du udstedt en lægeattest:

  • Lægeattesten skal som udgangspunkt udfyldes af din egen læge.
  • Hvis en anden læge, fx en speciallæge, udfylder lægeattesten, skal du angive en fyldestgørende grund hertil.
  • Det er lægen, der opkræver gebyr for udstedelsen af lægeattesten.

Så længe er din lægeattest gyldig:

  • Lægeattesten må ikke være mere end 6 måneder gammel, når du indleverer ansøgningen om kørekort til Borgerservice.
  • Lægeattesten må ikke være mere end 1 år og 9 måneder gammelt, når du får udstedt kørekortet.