Kørekort til 17-årige

Hvis du erhverver kørekort som 17-årig, er der blandt andet krav om, at du skal have en ledsager med i bilen, indtil du fylder 18 år. Læs mere om kravene her.

Er du 17 år, og ønsker at gøre brug af forsøgsordningen om kørekort til 17-årige, skal dine forældre eller din værge give samtykke til, at der kan udstedes kørekort til kategori B (almindelig bil). Køreundervisningen udbydes af godkendte køreskoler landet over, og du kan påbegynde undervisningen, når du er fyldt 16 år og 9 måneder.

Dine forældre eller din værge giver samtykke ved at underskrive samtykkeerklæringen, som du finder nederst på siden.

Du skal indlevere ansøgningen om kørekort og samtykkeerklæringen hos en valgfri Borgerservice i en af landets kommuner. Det er kommunen, som vurderer, om betingelserne for udstedelse af kørekort er opfyldt, og som opkræver betaling.

Se hvad du skal huske at medbringe, når du ansøger om kørekort til bil. 

Når du har modtaget den nødvendige køreundervisning, vil din kørelærer vil hjælpe dig med at bestille tid til din teoriprøve og den praktiske prøve.

Når du har bestået din teoriprøve og praktiske prøve, får du udstedt et kørekort til kategori B, påført koden 141. Dette betyder, at du, indtil du fylder 18 år, er omfattet forsøgsordningen og er underlagt særlige regler for kørsel, som betyder, at du kun må køre sammen med en ledsager med gyldigt kørekort, og at du kun må køre bil i Danmark.

Når du fylder 18 år, vil kodens funktion automatisk blive ophævet, og du skal ikke længere have en ledsager med for at køre bil.

Særligt vedrørende ledsagere

Det er dit ansvar som fører af bilen, at din ledsager er klar over, hvilke krav der stilles til ham/hende. I forbindelse med en eventuel straffesag, skal du kunne dokumentere, at du har oplyst ledsageren om de krav, han/hun skal opfylde.

Du skal selv kunne dokumentere, at du har informeret din ledsager om de krav, der stilles til ham/hende. Derfor er det en god ide, at I sammen udfylder og underskriver en særlig ledsagerblanket forud for kørslen. Det vil være din dokumentation for, at du har oplyst din ledsager om kravene, og at din ledsager er oplyst om kravene.

Du bør udfylde blanketten en gang for hver ledsager, som du har med i bilen. Blanketten kan herefter opbevares i bilen eller af dig, som fører af bilen. For at fungere som ledsager er det et krav, at ledsageren er indehaver af et dansk kørekort, som vedkommende har haft i 10 år eller mere.

Det er ikke muligt at være ledsager på baggrund af et udenlandsk kørekort.

Ansøgninger og blanketter

Love og regler