Udlejning af motorkøretøjer

Når du erhvervsmæssigt ønsker at korttidsudleje motorkøretøjer uden fører, eller hvis du ønsker at leje et motorkøretøj uden fører, skal du være opmærksom på udlejningsreglerne.

Reglerne gælder ved erhvervsmæssig kortidsudlejning i mindre end 30 dage af motorkøretøjer uden fører og fremgår af udlejningsbekendtgørelsen.

Hvis et lejet køretøj skal bruges til godskørsel for fremmed regning, gælder der desuden nogle særlige regler i godskørselsbekendtgørelsen om udlejningskøretøjer, der supplerer reglerne nedenfor. Dem kan du læse mere om her

Regler for kortidsleje af motorkøretøjer (mindre end 30 dage) 

Generelle regler

Reglerne om korttidsleje skal overholdes i alle situationer, hvor motorkøretøjet erhvervsmæssigt overlades til brug, så længe brugeren ikke opnår rådighed over køretøjet i 30 dage eller mere, og hvor der er tale om udlejning uden fører.

Erhvervsmæssigt lejeforhold

Det er lejeforholdet, der skal være erhvervsmæssigt og ikke nødvendigvis anvendelsen af selve køretøjet. Det betyder, at det er selve udlejningen af køretøjet, der sker med henblik på at generere en omsætning og ikke nødvendigvis, hvilken type kørsel, du bruger køretøjet til.

  • Et udlejningsforhold, hvor en virksomhed udlejer en personbil til en privat borger i mindre end 30 dage, er derfor også omfattet af reglerne.

Forretningsforbindelse

Hvis motorkøretøjets ejer lader en anden person stå for udlejningsforholdene, og det har karakter af en fast forretningsforbindelse, hvor denne person beslutter, hvem motorkøretøjet skal udlejes til:

  • Denne anden person skal registreres som bruger af køretøjet og anses som udlejer.

Registrering

Motorkøretøjer, der anvendes til korttidsudlejning uden fører, skal registreres i Motorregistret til udlejning.

  • Hvis der er tale om en varebil, er det ikke nødvendigt, at den også registreres til godskørsel for fremmed regning eller til firmakørsel i korttidslejeperioden.

Du kan få mere information om registrering af et køretøj hos Motorstyrelsen.

Krav til henholdsvis udlejer og lejer

Udlejers forpligtelser:
  • At sikre at udlejning kun kan ske til personer, der lovligt kan føre det udlejede køretøj.
  • At kræve dokumentation i form af fremvisning af gyldigt kørekort.
  • At kræve de nødvendige tilladelser og uddannelsesbeviser fremvist, hvis køretøjet skal anvendes til kørsel, der kræver særlig tilladelse eller uddannelse.
  • At oprette en skriftlig lejekontrakt med lejeren i mindst to eksemplarer, hvoraf lejer skal have udleveret det ene.
  • At registrere nærmere oplysninger om udlejningen, hvis der f.eks. er tale om en delebilsordning.
Lejers forpligtelser
  • At sikre at et udlejet motorkøretøj kun føres af lejeren eller eventuelle andre personer, der med lejekontrakten har fået tilladelse hertil.
  • At medbringe kopi af lejekontrakten under kørsel, som skal fremvises til politiet, evt. ved brug af elektroniske hjælpemidler.

Lejekontrakten

Leje i 30 dage eller mere

I tilfælde hvor lejeren derimod opnår rådighed over motorkøretøjet i 30 dage eller mere, skal lejeren registreres som bruger af køretøjet i Motorregistret.

Du kan få mere information om brugerregistrering hos Motorstyrelsen.

Særligt for busudlejning

Motorkøretøjer må kun udlejes til erhvervsmæssig personbefordring med henblik på midlertidigt at erstatte et køretøj, der anvendes i lejerens virksomhed, og som er ude af funktion. Udlejning kan i så fald ske for en periode på højst 8 uger.

Du kan læse mere om busudlejning her.