Sne, slud og glatte veje påvirker køreprøver rundt i landet

08-12-2023

Trafiksikkerheden skal være i top. Derfor har Færdselsstyrelsen været nødt til at aflyse flere køreprøver i løbet af ugen på grund af vejret.

Danmark har de seneste dage været ramt af sne, slud og glatte veje. Flere steder har været hårdt ramt, hvor vejret har skabt usikre forhold ude på vejene.

Det har betydet, at Færdselsstyrelsen har aflyst flere køreprøver rundt omkring i landet. Ligesom der på denne årstid er risiko for, at styrelsen i den kommende tid er nødt til at aflyse flere prøver. For trafiksikkerheden skal være i top, når køreeleverne skal til køreprøve.

- Vi kan sagtens forstå, at det skaber frustrationer for de elever, der er blevet ramt af aflysninger. Det er også en situation, som vi i Færdselsstyrelsen er meget ærgerlige over. Det handler dog i sidste ende om trafiksikkerheden, siger Brian Paust Nielsen, vicedirektør på kørekortområdet, og fortsætter:

- Vi skal sikre os, at forholdene under køreprøven giver eleven mulighed for at vise sin sikkerhed i kørefærdigheder og færdselsregler, så de nye bilister, vi sender ud på vejene med et kørekort, også er sikre bilister. Her er glatte veje en udfordring i en situation, hvor eleverne i forvejen kan være nervøse.

Færdselsstyrelsen arbejder på at kunne tilbyde de elever, der har fået aflyst en køreprøve, en ny prøve hurtigst muligt. Det kan ikke ske direkte i alle tilfælde, hvorfor vi også opfordrer til at booke en ny tid på koreprovebooking.dk.

 

Kontaktinformation

Pressekonsulent Ditte Irene Knudsen
2445 8515, presse@fstyr.dk