Skal dit kommende kørekort kun gælde til biler med automatgear?

13-11-2023

Har du overvejet, om du vil tage kørekort i en bil med manuelt- eller automatgear? Og ved du, hvorfor det er vigtigt at du tager stilling til det?

Kode 78: Du er ved at være klar til at skulle have det længeventede kørekort, så du selv kan trille rundt på de danske (og udenlandske) veje. Mens du undersøger, hvilken køreskole du vil tage kørekortet ved, støder du på valget mellem manuelt- og automatgear samt kode 78. Men hvad betyder det?

Siden 2017 har det været muligt at tage kørekort til biler med automatgear. Selve undervisningen i kørekortforløbet er det samme, uanset om du tager kørekort til en bil med manuelt- eller automatgear.

Men tager du kørekort i en bil med automatgear, får du et kørekort med kode 78 på. Det betyder, at du kun må køre bil med automatgear. Et kørekort med kode 78 gælder altså ikke til biler med manuelt gear.

For nogle er det tilstrækkeligt kun at kunne køre biler med automatgear, hvor man hverken skal spekulere på koblingspunkt eller gearskifte. For andre kan der på sigt være behov for at kunne køre med manuelt gear. Det er der heldigvis en løsning på.

Man kan nemlig altid få ophævet kode 78 på sit kørekort, hvis bare man består en ny køreprøve i en bil med manuelt gear. Og bare rolig, består du ikke den nye køreprøve, har du stadig dit oprindelige kørekort til biler med automatgear.

Der er ingen krav til, at du skal gennemføre køretimer i en bil med manuelt gear, inden du skal til den nye køreprøve. Men det kan være en god idé at øve sig med et par køretimer ved en kørelærer. Så er du bedre klædt på til din nye køreprøve.

 

FAKTA: Sådan ophæver du kode 78

Hvis du ønsker at tage en køreprøve, som ophæver kode 78 på dit kørekort, skal du sende en ansøgning til Borgerservice.

Når Borgerservice har godkendt din ansøgning, kan der bookes en praktisk prøve til dig. Når du har bestået den praktiske prøve, kan du få udstedt et nyt kørekort uden kode 78. Prisen for den praktiske prøve er den samme som en almindelig køreprøve.

Ansøgningen finder du her:

Ansøg om kørekort (fstyr.dk)

 

Kontaktinformation

Pressekonsulent Ditte Irene Knudsen
2445 8515, presse@fstyr.dk