Nyhed

Ny, national løsning for digital lægeattest ved udstedelse af kørekort

26-08-2024

I efteråret 2024 udruller Færdselsstyrelsen en ny, national løsning for digital lægeattest på kørekortområdet.

 

Løsningen udrulles gradvist til landets kommuner i fire ”bølger”

Den første bølge udrulles mandag den 2. september 2024. Fjerde og sidste udrulning foretages mandag den 2. december 2024, hvorefter alle landets kommuner er overgået til Færdselsstyrelsens digitale løsning.

Gå til udrulningsplan for digital lægeattest

Den 1. juli 2025 bliver det obligatorisk at anvende den digitale lægeattest ved udstedelse af kørekort. Indtil da vil det være valgfrit for eleven at benytte den digitale lægeattest eller den eksisterende papirversion af lægeattesten.

Den nye, digitale løsning er udviklet på baggrund af erfaringer fra et pilotprojekt med digital lægeattest i en række kommuner. Pilotløsningen udfases løbende, i takt med at kommunerne overgår til Færdselsstyrelsens nye, nationale løsning.

Ændringer i arbejdsgange

Med den nye, digitale løsning skal der ikke længere afleveres en fysisk lægeattest på Borgerservice. Fremover vil udfyldelsen af den digitale lægeattest foregå på følgende vis:

  1. borger.dk/lægeattest vælger eleven en kommune, og udfylder lægeattestens Del A digitalt. Herefter modtager eleven et kvitteringsbrev via Digital Post.
  2. Til elevens konsultation hos egen læge udfylder lægen Del B af lægeattesten. Herefter modtager eleven endnu et kvitteringsbrev via Digital Post.
  3. Den komplette lægeattest sendes automatisk til Borgerservice i den kommune, som eleven har valgt på borger.dk. Hvis eleven ikke kan huske den valgte kommune, fremgår kommunen af begge elevens kvitteringsbreve.

For kørelærere med elever, som tidligere har anvendt pilotløsningen for digitale lægeattest, vil der ikke være ændringer i arbejdsgangen.

Husk at opdatere links

Hvis du som kørelærer har linket direkte til den gamle pilotløsning, f.eks. på køreskolens hjemmeside, skal du huske at opdatere linket.

Linket til den nye løsning for digital lægeattest er: https://www.borger.dk/lægeattest

Mere information om den nye, digitale lægeattest

Du kan få mere information om den nye løsning på siden her:

Digital lægeattest 

Se infovideo

Her kan du se en præsentationsvideo, som forklarer mere om digital lægeattest.