1. Hvilken definition af lastbilens vægt anvendes i vejafgiftsloven?
Lastbilens teknisk tilladte totalvægt spiller en central rolle i vejafgiftsloven. Lastbilens teknisk tilladte totalvægt er således med til at afgøre, om lastbilen er afgiftspligtig, og den er desuden med til at afgøre afgiftssatsen.
Vejafgiftsloven anvender vægtbegrebet ”teknisk tilladt totalvægt”. Der er tale om den teknisk størst mulige totalvægt som lastbilen er konstrueret til og producenten har typegodkendt lastbilen til, da den blev produceret. Der er således tale om en vægtgrænse, som lastbilen er designet til at kunne tåle, og den angiver derfor lastbilens størst mulige tilladte totalvægt i brug, hvor alt tælles med, herunder selve lastbilen, vægten af det fragtede gods, vægten af brændstof i lastbilens tanke, chaufførens vægt mv.
Ejeren eller brugeren af lastbilen kan finde lastbilens teknisk tilladte totalvægt i registreringsattestens Del I under ”Tekniske oplysninger” og ”F.1: teknisk tilladt totalvægt”. Ejeren eller brugeren kan også finde lastbilens teknisk tilladte totalvægt gennem opslag i Motorregisteret.
2. Hvornår er en lastbil afgiftspligtig efter vejafgiftslovens vægtdefinition?
Afgiftspligten efter vejafgiftslovens vægtdefinition omfatter lastbiler, som har en teknisk tilladt totalvægt på 12.000 kg eller derover. Det betyder, at alle lastbiler, som i F.1-feltet i registreringsattesten har angivet en vægt på mindst 12.000 kg kan være omfattet af afgiftspligten efter vejafgiftsloven, mens lastbiler med en vægt under 12.000 kg. ikke er omfattet af afgiftspligten.
Afgiftspligten afgøres ud fra kriteriet vedrørende vægt, samt ud fra et kriterium om lastbilens anvendelse. Anvendelseskriteriet fremgår af vejafgiftslovens § 1 og er ikke omfattet af denne vejledning.
3. Indplacering af lastbiler i klasser efter vægt
Afgiftssatsen i den kilometerbaserede vejafgift udgøres af afgift, der afspejler lastbilens infrastrukturomkostning, og afgift der afspejler lastbilens eksterne omkostninger i form af emissioner af støj, luftforurening og CO2.
Muligheden for at opkræve afgift for infrastrukturomkostningerne er fastsat i EU-retten i eurovignetdirektivets artikel 7b. Eurovignetdirektivets regler om infrastrukturafgifter er i vejafgiftsloven anvendt sådan, at afgiftspligtige lastbiler betaler identisk afgift for infrastrukturomkostninger uanset vægtklassen.
Muligheden for at opkræve afgift for eksterne omkostninger er fastsat i EU-retten i eurovignetdirektivets artikel 7c, stk. 1, hvoraf det fremgår, at lægges der en afgift på eksterne omkostninger på tunge køretøjer, differentierer og fastsætter medlemsstaterne afgiften i overensstemmelse med minimumskravene og metoderne i bilag IIIa og overholder referenceværdierne i bilag IIIb og IIIc. De i vejafgiftslovens § 5 fastsatte afgifter for eksterne omkostninger er fastsat efter eurovignetdirektivets bilag IIIb tabel 1 og eurovignetdirektivets bilag IIIc tabel 1.
De to bilag til eurovignetdirektivet inddeler tunge godskøretøjer i fire vægtklasser:
- Tunge godskøretøjer, hvis højeste teknisk tilladte totalvægt er mindre end 12 ton
- Tunge godskøretøjer, hvis højeste teknisk tilladte totalvægt er mellem 12 og 18 ton
- Tunge godskøretøjer, hvis højeste teknisk tilladte totalvægt er mellem 18 og 32 ton
- Tunge godskøretøjer, hvis højeste teknisk tilladte totalvægt er over 32 ton
Eurovignetdirektivets regler om eksterne omkostninger er i vejafgiftsloven omsat til tre vægtklasser:
- Afgiftspligtige lastbiler som i registreringsattestens (F.1) felt er angivet med en teknisk tilladt totalvægt på mindst 12.000 kg, men ikke over 17.999 kg., bliver indplaceret i den anden af de fire vægtklasser i bilag IIIb og IIIc og svarer afgift for eksterne omkostninger herefter.
- Afgiftspligtige lastbiler, som i registreringsattestens (F.1) felt er angivet med en teknisk tilladt totalvægt på mindst 18.000 kg, men ikke over 32.000 kg., bliver indplaceret i den tredje af de fire ovenstående vægtklasser.
- Afgiftspligtige lastbiler, som i registreringsattestens (F.1) felt er angivet med en teknisk tilladt totalvægt på 32.001 kg og derover, indplaceret i den fjerde af de fire vægtklasser.
4. Eksempler – indplacering
I det følgende fremgår konkrete eksempler på, hvordan myndighederne vil fastsætte lastbilens vægtklasse.
- Eksempel 1 – Indplaceres i klassen af tunge godskøretøjer, hvis teknisk tilladte totalvægt er angivet som mindst 12.000 kg, men ikke over 17.999 kg
F.1-feltet i registreringsattesten har værdien 16.000 kg.
- Eksempel 2 – Indplaceres i klassen tunge godskøretøjer, hvis teknisk tilladte totalvægt er angivet som mindst 12.000 kg, men ikke over 17.999 kg
F.1-feltet i registreringsattesten har værdien 16.000 kg. Lastbilen er godkendt til kobling med påhængskøretøj. Totalvægten for køretøjskombinationen udgør 26.000 kg.
- Eksempel 3 – Indplaceres i klassen tunge godskøretøjer, hvis teknisk tilladte totalvægt er angivet som mindst 18.000 kg, men ikke over 32.000 kg
Tilladt totalvægt, som er F.2-feltet i registreringsattesten, har værdien 16.000 kg. F.1-feltet i registreringsattesten har værdien 18.000 kg.